Farum-gates følger

I skrivende stund er det dog ikke de egentlige udliciteringssager, men Brixtoftes personlige overforbrug og den systematiske inddrivelse

af sponsorpenge til sportsaktiviter via overtaksering, der er kommet i et velfortjent kritisk lys.


Det er imidlertid vigtigt,

at hele udliciterings-diskussionen ikke bliver bundet op på de forhold, som nu afsløres i Farum kommune.


Vi slipper

nemlig ikke for at udlicitere flere opgaver i kommuner og amter, hvis vi på langt sigt skal reducere skattetrykket i Danmark.


Den

kommunale produktion af standardydelser er uhensigtsmæssig dyr og uden konkurrence. Det samme gælder de offentlige ydelser

på dele af social- og sygehusområdet. Her er der helt klart brug for nye private aktører med moderne ledelsesformer

og arbejdsgange.


Det er imidlertid også en kendsgerning, at de nødvendige omstillingsprocesser i kommunerne kræver

betydelige investeringer.


I den forbindelse bliver det efter al sandsynlighed nødvendigt, at der gives kommunerne adgang

til at finansiere investeringer på andre måder end via skatteudskrivning.


Her kommer Farums forkætrede sale

& lease-back operationer ind i billedet. Det er naturligvis klart uacceptabelt, hvis midler frigjort ved at sælge og tilbagelåne

kommunale aktiver bliver brugt til at øge driftsudgifterne, som det øjensynligt er sket i Farum. Men friere rammer for

finansiering er omvendt helt nødvendige, hvis ikke al kommunal nytænkning skal gå i stå.


Det kræver

tid for kommuner at lære sig at bruge udliciterings-instrumentet. Man skal gøre sig sine erfaringer og informere utroligt

præcist i hele processen. Der er heldigvis andre kommuner end Farum, som har evnet at bruge udlicitering med fornuft og gode resultater.


Deres

eksempler bør fremover indgå stærkere i debatten, så nedturen for bykongen i Farum ikke sender Danmark årtier

tilbage, når det gælder den nødvendige firmatisering af dele af den offentlige sektor. Steno