Novo Nordisk har været igennem en rivende udvikling, før det er blevet det selskab, vi kender i dag.

Også i nyere tid har selskabet oplevet markante vendepunkter samt op- og nedture.

Få et overblik over vigtige nedslag i Novo Nordisks historie herunder:

* I 1923 begyndte virksomheden Nordisk Insulinlaboratorium at producere insulin, som dengang lige var blevet opdaget.

* To år senere i 1925 stiftede to tidligere medarbejdere hos Nordisk deres eget selskab - Novo Terapeutisk Laboratorium.

* De to virksomheder var konkurrenter frem til 1989, hvor de fusionerede og dannede Novo Nordisk.

* I 2000 blev det besluttet at splitte Novo Nordisk op i to selskaber, et med fokus på lægemidler - Novo Nordisk - og et med fokus på produktion af enzymer - Novozymes (i dag Novonesis, red.).

* I slutningen af 2000 overtog Lars Rebien Sørensen roret som topchef efter Mads Øvlisen.

* I 2009 lancerede Novo Nordisk sit første GLP-1-produkt, liraglutid, under navnet Victoza. Midlet blev lanceret først i Europa og året efter i USA.

* I 2017 - samme år, som Lars Fruergaard Jørgensen overtog som topchef - blev semaglutid godkendt til diabetes i USA.

* Novo begyndte dermed som de første at sælge et GLP-1-middel, som skal tages en gang om ugen. Det sælges under navnet Ozempic.

* I 2021 blev Wegovy, som også er baseret på semaglutid, godkendt som vægttabsmiddel i USA.

* Tilsammen dannede midlerne basis for en massiv vækst hos Novo Nordisk i de følgende år, og aktiekursen steg til vejrs.

* I årene efter lanceringen af Wegovy blev Novo Nordisks største udfordring, at selskabet ikke kunne producere nok semaglutid til at mætte efterspørgslen.

* Men i november 2023 blev det konkurrerende vægttabsmiddel Zepbound fra Eli Lilly godkendt, og dermed fik Novo Nordisk konkurrence.

* Hertil kom en række skuffende forskningsdata fra Novo Nordisk om de midler, som skulle komme efter Wegovy.

* Samtidig kæmpede Novo Nordisk med øget konkurrence fra producenter i USA, som lavede kopiversioner af Ozempic og Wegovy.

* Aktien var på retur, og i 2025 blev Lars Fruergaard Jørgensen fyret som topchef.

* Et internt magtopgør i Novo Nordisks bestyrelse brød ud, og det endte med, at formand Helge Lund og en række øvrige bestyrelsesmedlemmer trak sig.

* Novo Nordisk Fonden med Lars Rebien Sørensen i spidsen cementerede sin bestemmende indflydelse i Novo Nordisk, og Rebien blev efterfølgende valgt som ny formand.

* I december 2025 blev Wegovy-pillen godkendt af de amerikanske myndigheder. Dermed blev pillen i januar den første vægttabspille baseret på GLP-1.

* I april 2026 blev Eli Lillys vægttabspille godkendt, og konkurrencen om pillemarkedet var dermed skudt i gang.

Kilder: Novo Nordisk, Novo Nordisk Fonden, Reuters, Ritzau.

/ritzau/