Alm. Brand landede et forsikringsresultat på 755 millioner kroner i tredje kvartal.

Det viser kvartalsregnskabet, som forsikringskoncernen har udsendt onsdag morgen.

Forsikringsresultatet viser, hvor meget et forsikringsselskab tjener eller taber på kerneforretningen - det vil sige at sælge forsikringer.

Resultatet er beregnet ud fra indtægterne fra forsikringer og udgifter til skader og drift.

Koncernen kalder det sit "højeste resultat til dato".

Det er til dels hjulpet på vej af lidt højere indtægter fra forsikringer, der endte på mere end tre milliarder kroner.

Men det er især mærkbart lavere udgifter til skader, som har lunet.

Udgifterne endte på cirka 1,7 milliarder kroner, hvilket var 165 millioner mindre end i samme periode året før.

Alm. Brand endte tredje kvartal med et overskud efter skat på 397 millioner kroner.

På baggrund af regnskabet er der udpræget tilfredshed at spore hos Andreas Ruben Madsen, som er koncernens administrerende direktør.

- Vi fortsætter den positive udvikling og leverer et meget stærkt kvartalsresultat, siger han i en børsmeddelelse.

- Resultatet er især drevet af et lavere niveau af storskader, færre vejrrelaterede skader og positive afløbsresultater.

- Det bidrager væsentligt til indtjeningen i kvartalet, men er samtidig forhold, som vi ikke kan forvente vil bidrage på samme niveau fremadrettet.

Han forklarer i meddelelsen, at koncernen arbejder med at tilpasse sit omkostningsniveau.

I den forbindelse har man valgt at fyre 55 ansatte, mens 30 andre stillinger er blevet nedlagt.

- Det er en svær beslutning, fordi den berører kolleger, men det er samtidig et nødvendigt skridt for at realisere de effektiviseringer, der understøtter den strategiske retning, vi allerede har meldt ud, siger Andreas Ruben Madsen.

RITZAU