Færre røverier mod butikker og tankstationer

Antallet af røverier mod butikker og tankstationer ser ud til at være på retur. Et nyt røverispil skal bringe tallet endnu længere ned.

Et intensivt arbejde for at nedbringe antallet af røverier mod butikker og tankstationer ser nu ud til at bære frugt. Der har i hvert fald været længere mellem dem i 2004.

Mens antallet af røverier har ligget forholdsvist konstant på cirka 800 røverier de sidste fem år, tegner der sig et væsentligt fald i år, viser de foreløbige tal. Indtil udgangen af oktober var der således "kun" begået 563 røverier i 2004.

Den positive udvikling er et direkte resultat af de seneste års massive opmærksomhed omkring problemet, mener formand for de butiksanatte HK'ere, Jørgen Hoppe.

- Det er rart at se, at vi har haft held til at knække kurven. Der har været meget fokus på problemet i branchen, og ny teknologi har gjort det muligt at forebygge røverier, siger Jørgen Hoppe, der dog stadig mener, at antallet af røverier kan reduceres yderligere.

/ritzau/