Færre lejligheder fik nye ejere i august, og særligt i hovedstaden har der været færre handler.

Det viser nye tal fra Boligsiden.

- Der bliver handlet væsentligt færre ejerlejligheder i København, og der er sket et tydeligt skifte i det ellers hektiske tempo, som vi har set igennem lang tid i København, udtaler Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Helt præcist blev der solgt 390 lejligheder i Københavns Kommune i august. Det er 36 procent færre end samme måned sidste år.

Det er samtidig det tredjelaveste antal lejlighedssalg i august i København, som Boligsiden har målt, siden de begyndte at føre statistik i 2011.

På landsplan er antallet af lejlighedshandler 20 procent lavere end i august 2025.

Generelt er antallet af bolighandler faldet en smule i årets første otte måneder i forhold til samme periode sidste år, hvis man tager højde for sæsonudsving.

Men det er især lejlighedsmarkedet, som trækker aktiviteten ned. Det vurderer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i AL Sydbank, i en kommentar.

- Danskerne har stadig ganske stor appetit på at handle bolig. Handelsaktiviteten har dog taget et lille trin ned, hvilket især skyldes, at der handles færre lejligheder, mens der omvendt stadig er pæn fart på salget af huse og sommerhuse.

Ifølge Boligsidens tal er der både i Sydjylland, Vest- og Sydsjælland, Nordjylland og på Fyn solgt flere villaer og rækkehuse i august end i samme måned sidste år.

Omvendt er der også solgt færre huse sammenlignet med sidste år i både København, Københavns Omegn og Nordsjælland.

- Først så vi en stigning i handelsaktiviteten omkring hovedstaden, hvor der længe er blevet solgt mange huse, ligesom priserne er steget. Nu ser vi i højere grad aktiviteten brede sig til andre dele af landet, udtaler Birgit Daetz.

RITZAU