Fælles front mod USA-protektionisme

Internationale organisationer anklager USA for protektionisme. Japan tilslutter sig EUs stålsanktioner. Buhs-regeringen har svært ved at få handelsmandat gennem Senatet.

NEW YORK

Chefer for internatiole organisationer går en evig, diplomatisk linedans, hvor det på den ene side gælder om at fremme organisationens dagsorden og på den anden side gælder om ikke at fornærme magtfulde medlemsnationer, hvilket først og fremmest vil sige USA.

Derfor var det værd at lægge mærke til, da cheferne for ikke én, men alle tre væsentlige internationale økonomiske organisationer i kor fordømte den stigende amerikanske protektionisme på handelsområdet.

De nævnte ganske vist ikke USA ved navn.

Men ingen var i tvivl om, hvem adressaten var, da Horst Köhler fra Den Internationale Valutafond (IMF), James Wolfensohn fra Verdensbanken og Mike More fra verdenshandelsorganistionen WTO udsendte følgende bandbulle:

»(Protektionisme) vil skade vækstudsigterne, hvor vækst er mest essentiel. Og den sender det forkerte signal, som truer med at underminere regeringers evne overalt til at skabe støtte til markedsorienterede reformer.

Hvordan kan ledere i udviklingslandene eller i nogen hovedstad argumentere for mere åbne økonomier, hvis lederskab på disse områder ikke kommer fra de rige nationer?«

Bush forargede

Den usædvanlige erklæring, som blev leveret til et OECD-ministermøde i Paris torsdag, kommer efter, at præsident Bush mandag godkendte en væsentlig forøgelse at støtten til amerikanske landmænd.

I marts forargede Bush store dele af den vestlige verden ved at bruge - mange ville sige misbruge - WTO-reglerne til at lægge straftold på import af udenlandsk stål - en beslutning, som mange anser for rent politisk valgflæsk til stålarbejderne i svingstater op til det kommende midtvejsvalg i november.

EU har som modtræk brugt WTO-reglerne til at pålægge en lang række amerikanske produkter en modstraftold på i alt 345 millioner dollar, hvilket kun er første skridt.

Torsdag tilsluttede Japan sig overraskende de europæiske sanktioner og pålagde amerikanske produkter en modstraftold på fem millioner dollar.

Selvom dette beløb næppe vælter den amerikanske handelsbalance, er det japanske træk bemærkelsesværdigt af to årsager.

For det første har Japan og EU aldrig ageret i fællesskab over for USA i handelsspørgsmål.

For det andet er det første gang, at Japan bruger handelssanktioner over for USA, hvor stadig flere allierede er trætte af Bush-regeringens mig-først politik i forhold til resten af verden.

Mandatet mangler

Bush har sine egne handelspolitiske problemer.

Siden tiltrædelsen har han forsøgt at tilbageerobre det såkaldte »fast track-mandat«, som kongressen fratog hans forgænger Bill Clinton.

Dette mandat, som bevilges af kongressen for tidsbegrænsede perioder, gør det muligt for præsidenten at forhandle handelstraktater, uden at Kongressen efterfølgende kan diktere ændringer i forhandlingen. Mandatet regnes for helt nødvendigt for at andre lande vil forhandle med USA - hvilket er specielt afgørende i den netop startede WTO-handelsrunde, Doha-runden.

Kongressens ene kammer, Repræsentanternes Hus, tilbagegav da også mandatet til præsidenten - med en enkelt stemmes flertal.

Men vedtagelsen i det andet kammer, Senatet, er blevet kompliceret af en lovforslags-tilføjelse om, at Senatet skal kunne nedlægge veto mod dele af handelsaftaler, som ville svække amerikanske love, der beskytter USAs industri mod unfair konkurrence.

Bush-regeringen truer mod at nedlægge veto mod loven i denne form.