Meta Platforms, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram samt beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp, øgede i regnskabsåret 2021 sit overskud med 35 procent til 39,4 milliarder dollar.
Det svarer til godt 259 milliarder kroner.
Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort sent onsdag aften dansk tid. Omsætningen for 2021 viser en fremgang på 37 procent til knap 118 milliarder dollar.
På børsen i New York faldt kursen med over 18 procent umiddelbart efter, at regnskabet blev offentliggjort. Det skyldes ifølge MarketWire, at selskabets prognose for første kvartal i indeværende regnskabsårs skuffer i forhold til forventningerne.
Meta regner med et salg i årets første tre måneder på 27-29 milliarder dollar, men analytikerne havde på forkant regnet med lidt over 30 milliarder dollar ifølge Bloomberg News.
I fjerde kvartal af 2021 steg den samlede omsætning, hvoraf langt hovedparten kommer fra salg af annoncer på koncernens forskellige platforme, til 33,7 milliarder dollar fra 28 milliarder dollar i samme periode året før.
Det er de mange brugere på de sociale medier og den store viden om dem, som gør medierne til et interessant sted at annoncere.
Ved udgangen af december havde Facebook i snit 1,93 milliarder aktive brugere om dagen. Det er fem procent flere end året før.
Facebook blev grundlagt i 2004 af blandt andre Mark Zuckerberg, der fortsat er den øverste direktør i selskabet.
I starten var det kun for studerende på Harvard University, hvor Zuckerberg studerede. Siden har det spredt sig til hele verden.
/ritzau/