Facebook-drama overbeviser

»The Social Network« handler om meget andet end sociale netværk.

Den amerikanske skuespiller Jesse Eisenberg spiller hovedrollen i filmen om Facebook. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS SAMSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor er der ikke tidligere blevet lavet en film om det så myteomspundne Silicon Valley? Formentlig fordi hovedaktørerne, nørder, advokater og investorer, ikke hører til verdens mest spændende folkefærd. Men nu har Aaron Sorkin, manden bag bl.a. TV-serien »West Wing,« gjort forsøget og med succes. »The Social Network«, en film om IT-iværksætteri, nemlig Facebooks tilblivelse, havde amerikansk premiere i fredags, og et enigt anmelderkor lovpriste værket.

IT-iværksætter Martin Thorborg, der har været med til at starte bl.a. Jubii og nu er bosiddende i USA, har set filmen og er ligeledes begejstret.

»Den er overraskende god. Jeg havde frygtet, at man bare ville udnytte Facebook-brandet og score kassen med filmen. Men historien er virkelig godt fortalt.«

Filmen handler om Facebooks tidlige år, hvor den 19-årige studerende Mark Zuckerberg får en god idé og sammen med sin bedste ven Eduardo Saverin sætter sig for at skabe det ultimative sociale netværk. Missionen lykkes som bekendt, men i processen bliver Mark Zuckerberg beskyldt for at have stjålet ideen fra nogle medstuderende, ligesom han rager meget uklar med sin tidligere bedste ven.

»The Social Network« er ikke uden kontroverser, idet Mark Zuckerberg hverken har støttet eller deltaget i filmens tilblivelse. I stedet har Aron Sorkin hentet inspiration fra bogen »The Accidental Billionaires,« som primært baserer sig på Eduardo Saverins udlægning. Men portrættet af Mark Zuckerberg er positivt, siger Martin Thorborg.

»Han kommer utroligt godt ud af den film. Han er en lidt forkvaklet nørd, men de beslutninger, han tager, og den måde han behandler andre mennesker på, er til at forstå. Det er er noget af det fascinerende ved filmen, at trods al dramaet er de fleste i filmen faktisk 'good guys', selv advokaterne.«

Derimod bliver man ikke så meget klogere på selve produktet Facebook, mener Martin Thorborg.

»Det handler meget lidt om Facebook. Det kunne handle om næsten hvilken som helst IT-startup. Der var sikkert lige så mange dramaer involveret, da Google blev startet.«

Men Facebook er selvfølgelig interessant, også i filmsammenhæng, fordi nu 26-årige Mark Zuckerberg har skabt klodens mest besøgte hjemmeside. Og måske er historien om Facebook først lige begyndt.

»Facebook har meget store og voldsomme planer. For eksempel deres 'Like-knapper', som man kan se på så mange hjemmesider; de har kun ét formål, at indsamle flest mulige oplysninger om brugernes færden på nettet for derved at kunne servere de mest målrettede reklamer. Facebook er også i gang med services, hvor brugeren oplyser sin fysiske placering, og igen kan Facebook bruge det til reklameformål. Facebook vil være broen mellem den virkelige verden og internettet, en platform,« siger Martin Thorborg.

Verden kan altså forvente en række nye kapitler i historien om Facebook, og det kan den næste film jo handle om.

»The Social Network« får dansk premiere den 14. oktober.