Exit Riskær

Leder. Vi vil huske ham på linje med Kurt Thorsen.

I skrivende stund er Klaus Riskær buret inde. Varetægtsfænglet efter i Københavns Byret at være idømt syvs års ubetinget fængsel for bedrageri og mandat-svig. Angiveligt fordi han har snydt den såkaldte Ris-kær-familiefond for et anseligt millionbeløb i forbindelse med salget af internetudbyderen Cybercity, som Riskær skabte i 90'erne.

Dommen over Riskær er usædvanlig hård. Det skyldes nok, at Riskær tidligere er idømt betinget fængsel - blandt andet for lovbrud i forbindelse med konkurserne i Riskær-selskaberne, Accumulator Invest og Krepco Holding.

Riskær har på godt, men mest på ondt, præget dansk erhvervsliv i snart 30 år.

Han begyndte som aktieanalytiker. Som den første herhjemme havde en kritisk tilgang til de børsnoterede virksomheders regnskabsoplysninger. Med god grund skulle det vise sig.

Senere indtroducerede han begrebet "fjendtlige overtagelser", da han via sine selskaber lagde bud ind på den børsnotede Nilfisk-koncern. Det endte med, at Nordisk Kabel og Traad overtog den gamle støvsugerfabrik, der var forsumpet i familiens eje.

Senere gik Riskær ind i politik for Venstre, men gik også konkurs med sine selskaber.

Efter den betingede dom i 1998 lykkedes det ham at skabe internet-udbyderen Cybercity, som han fik afhændet med en betydelig fortjeneste.

Det er ærgerligt, at Klaus Riskær i den grad har ladet sit forretningstalent overskygge af sin tvivlsomme omgang med sandheden og lovgivningen. Han kunne være blevet en fornyer i dansk erhvervsliv. Nu vil vi kun huske ham på linje med Kurt Thorsen.

Steno