EUs bank-indvielse ødelagt af voldsomme demonstrationer

Voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i Frankfurt, efter flere end 10.000 demonstranter har omringet ECBs nye hovedkvarter.

Foto: ODD ANDERSEN. Flere end 10.000 demonstranter fra blandt andet Blockupy og Attac har omringet ECBs hovedkvarter i Frankfurt. Det er kommet til voldsomme kampe med politiet. Her ses en politibil stukket i brand.
Læs mere
Fold sammen

For Den Europæiske Centralbank skulle det være en hyggelig indvielse af det spritnye hovedkvarter, men nu er bygningen i stedet omringet af barrikader og pigtråd.

Flere end 10.000 demonstranter ødelægger nemlig festen i Frankfurt. Kampene begyndte allerede kl. 6 onsdag morgen og i gaderne rundt om den 9,7 milliarder kroner dyre skyskraber slås politi og demonstranter, der er vrede over centralbankens hårde linje over for Grækenland og andre kriseramte lande.

Mens demonstranterne har sat flere biler i brand og kastet med røgbomber, maling og sten efter hovedkvarteret og politiet, har politiet svaret igen med vandkanoner og tåregas.

»Tidligere har vi demonstreret mod ting som redningen af bankerne i Europa,« siger Werner Renz, talsmand for Attac, til Bloomberg. »I år er fokus for vores demonstrationer Grækenland. Vi har brug for mere Athen og mindre Berlin. Der er umuligt for Grækenland at tilbagebetale sin gæld. Problemet kan ikke løses med spareplaner alene.«

Demonstranterne er samtidig sure over ECBs ekspansive pengepolitik, som de mener udelukkende gavner bankerne og de velstillede uden at have en reel effekt på den økonomiske situation i Grækenland eller andre kriseramte lande. Allerede på fredag står Grækenland over for en stor udfordring, da gæld for to milliarder euro skal tilbagebetales den dag. Men grækerne har stadig ikke pengene til at gøre det, fordi de endelige detaljer i den græske hjælpepakke stadig ikke er på plads.

Mario Draghi skal efter planen holde tale ved en reception kl. 11. Der er ingen oplysninger fra ECB om, hvorvidt den plan stadig holder.