Eurozonen gør entré i ulmende valutakonflikt

Chefen for gruppen af finansministre i eurozonen, Jean-Claude Junckers, blander sig i valutastriden.

Jean-Claude Juncker er fra Luxembourg. Fold sammen
Læs mere
Foto: DOMINIQUE FAGET

Eurozonen er ikke villig til at være den sidste større økonomiske spiller med en overvurderet valuta. Det er meldingen fra Jean-Claude Juncker, chef for gruppen af finansministre i eurozonen, og dermed gør også eurozonen sin entré i en eskalerende valutakonflikt. Det skriver The Telegraph.

Jean-Claude Junckers udmelding kommer, efter at to franske ministre tidligere på måneden advarede om, at den stærke euro holder Frankrig tilbage i forsøget på at komme ud af industriens lavkonjunktur.

Alexei Ulyukayev, vicechef for Ruslands centralbank, kalder den nye retning i den europæiske politik på området for en eskalering af konflikten, da alle større spillere i den globale økonomi for tiden prøver at drive værdien af egen valuta ned på samme tid.

- Vi er nu på kanten til nogle meget alvorlige valutakrige, siger Alexei Ulyukayev til The Telegraph.

De seneste tre måneder er den europæiske fællesvaluta blevet styrket mod dollar, yuan og yen. Mod sidstnævnte er euro blevet styrket med 20 pct. siden juli sidste år, efter at den japanske premierminister Shinzo Abe har presset landets centralbank til at lempe pengepolitikken og svække yen.

- Det vil snart begynde at gøre ondt på kernen af eurozonen og Tyskland. Japanerne konkurrer inden for den samme eksportniche af biler, maskinværktøj og elektronik, siger Hans Redeker fra Morgan Stanley til The Telegraph.

Eurozonen har hidtil afvist aktivt at intervenere i markedet for at komme euroens styrkelse til livs.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk