Den enes død, den andens brød.
Således lyder en gammel talemåde. Omend formuleringen er lidt kynisk, virker den velvalgt netop nu.
For mens den tyske bilindustri er havnet i en nedadgående spiral, er et andet marked i fuld opblomstring:
Nemlig forsvarsindustrien.
Europas største våbenproducent – tyske Rheinmetall – fortæller, at de ser gode muligheder for at flytte ind i Volkswagens gamle fabrikker.
Det skriver den britiske avis Financial Times.
Det er billigere og mere simpelt at tage allerede etablerede lokaler og maskineri i brug, end det ville være at bygge nye fabrikker op fra bunden, fortæller Rheinmetalls administrerende direktør Armin Papperger.
Som Berlingske tidligere har dækket, vil Volkswagen overveje at anvende fabrikker i Dresden og Osnabrück til andre formål end bilproduktion. Sidstnævnte kan være »et godt match« til Rheinmetall, fortæller Armin Papperger.
Udvidelsen af Rheinmetalls produktion forudsætter, at de får flere ordrer på kampvogne.
Meget tyder på, at våbenproducenten står over for en gylden tidsalder.
»En æra af genoprustning i Europa er begyndt. Hos Rheinmetall giver det os vækstperspektiver for de kommende år, som vi aldrig har oplevet før,« siger Armin Papperger.
Forsvarsbudgetterne skal opjusteres over hele Europa, og denne gang er der særligt fokus på at lægge pengene hos kontinentets egne producenter.
Rheinmetall har produceret tyske våben siden 1936, men oplever stor opmærksomhed i disse uger.
Salget forventes at stige mindst 30 procent i år, og Rheinmetall vil hyre omkring 8.000 nye medarbejdere over de næste to år.
Aktien har været på himmelflugt og er steget omkring 1.000 procent siden krigen i Ukraine brød ud i 2022.
Den tid, hvor våbenaktier blev afskrevet som amoralske synes forbi, og flere privatinvestorer kaster deres opsparinger efter forsvarsindustrien.
Omvendt ser det mere dystert ud i den europæiske bilbranche.
Volkswagen meddelte i 2024, at de ville halvere deres produktion i Tyskland og nedlægge tusindvis af stillinger.
Det er en direkte konsekvens af, at bilproducenten har oplevet dalende salg i Kina, og i Europa samt Nordamerika har salget næsten stået stille.