Europæiske virksomheder sigter mod leveløn i Bangladesh

Repræsentanter fra den bangladeshiske regering og europæiske virksomheder er stævnet sammen i Berlin for at arbejde på en fælles platform for fabriksarbejderes forhold i Bangladesh.

ARKIVFOTO af tilfældig fabrik i Bangladesh. Fold sammen
Læs mere
Foto: MUNIR UZ ZAMAN
Fatale ulykker og kritisable forhold for fabriksarbejdere i tekstilindustrien i Bangladesh har lagt europæisk pres på landet, hvor flere danske virksomheder får produceret tøj og tekstil.

Men det lader til, at der er interesse for at lægge en fælles slagplan for at forbedre forholdene i tekstilbranchen i Bangladesh. 

I hvert fald mødes delegationer fra toppen af bangladeshisk politik med repræsentanter fra det europæiske erhvervsliv i disse dage til en international konference i Berlin, hvor hovedtemaet er leveløn - en betegnelse for en mindsteløn, der dækker basale leveomkostninger for arbejdere og deres familier.



Fra Danmark er blandt andre Bestseller og IC Companys repræsenteret ved konferencen i Berlin, ligesom Hanne Gürtler, sekretariatsleder i Dansk Initiativ for Etisk Handel, også er med.

Hanne Gürtler fortæller i en telefonforbindelse direkte fra Berlin, at både regering, fagforeninger og erhvervsorganisationer fra Bangladesh deltager engageret i dialogen med de europæiske parter.

»Vi sidder netop nu og forhandler for at blive enige om en handlingsplan. Hvad er det, de forskellige interessenter, inklusiv virksomhederne, skal gøre, for at understøtte det her?« siger Hanne Gürtler.



Konferencen har blandt andet budt på en fremlæggelse af H&Ms seneste initiativ i Bangladesh, hvor den svenske modegigant har taget initiativ til at købe 100 procent af kapaciteten på tre forskellige fabrikker for at lade dem fungere som rollemodeller.

»Det handler om at tage fat i alle elementer for at understøtte leverandørerne, så de er i stand til at betale en højere løn,« siger Hanne Gürtler, som i morgen skal til møde i det danske udenrigsministerium for at tale om mulighederne for dansk politisk opbakning til den nye handlingsplan. 

»På baggrund af alle de gode forslag, lægger vi en plan, som bliver præsenteret for alle de danske interessenter, så vi i Danmark kan være med til at implementere strategien,« siger Hanne Gürtler.