Europæiske aktier: Stærke regnskaber fra UBS og PSA kører aktierne op

REUTERS/Arnd Wiegmann/File Photo GLOBAL BUSINESS WEEK AHEAD Fold sammen
Læs mere
Foto: Arnd Wiegmann

Stærk indtjening i andet kvartal hos den schweiziske storbank UBS og den franske bilproducent PSA er med til at løfte de europæiske aktieindeks tirsdag.

Efter nogle sløje dage går det op, og på børsen i Frankfurt stiger DAX-indekset med 1,4 pct., mens CAC 40 i Paris og FTSE 100 i London begge stiger med 0,9 pct.

Efter næsten et par årtier med tab er skuden vendt for Opel, der kom ud med et overskud på 502 mio. euro i andet kvartal i år.

PSA, der ejer Opel og også står bag Peugeot og Citröen, fik i kvartalet et driftsoverskud på 1,9 mia. euro i de franske bilmærker, og samlet leverede koncernen en stigning på 48 pct. i driftsresultatet.

Nytilkøbte Opel har givet et overskud på 502 mio. euro i første halvår efter at have haft underskud hvert eneste år siden 1999.

»Det er simpelthen det hurtigste "turnaround", jeg har set i bilbranchen i mange år,« skriver Jose Asumendi, analytiker i JPMorgan, ifølge Bloomberg News.

På børsen i Paris stiger aktien 10,8 pct. til 22,64 euro og er dermed i toppen af det brede europæiske Stoxx 600-indeks, der samlet stiger 0,9 pct.

STÆRKT BANKREGNSKAB

Også UBS har tjent en del flere penge i sit andet kvartal, end der var ventet blandt analytikerne. Overskuddet efter skat lander for perioden på 1,28 mia. schweizerfranc, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News til sammenligning havde regnet med 1,09 mia. schweizerfranc.

UBS hev 7,55 mia. franc ind i diverse indtægter i kvartalet, hvilket var en stigning på 4 pct. og samtidig 2 pct. højere end forudset af analytikerne. Banken melder om fortsat attraktive vækstscenarier, som bør gavne bankens indtjening.

Aktien stiger med 3,5 pct. til 15,94 schweizerfranc tirsdag middag.

MEDVIND TIL HØREAPPARETER

Italienske Amplifon har købt den spanske familieejede høreapparatkæde Gaes Medica. Italienerne betaler 528 mio. euro for den spanske virksomhed, som var den største privatejede specialforhandler i branchen.

Gaes sidder på omtrent 40 pct. af det spanske marked med sine høreklinikker, og derudover har selskabet også en markant position i Sydamerika.

Aktien i Amplifon stiger med 7,7 pct. til 21,95 euro, og herhjemme stiger GN Store Nord med 1,7 pct., mens William Demants kurs ligger 1,3 pct. højere.

I den modsatte ende af Stoxx 600 ligger britiske Spectris, der blandt andet producerer printplader. Aktien falder med 5,9 pct. på en foreløbig salgsudmelding for første halvår forud for det egentlige regnskab.

Salget steg med 3 pct. til 728 mio. pund i forhold til for et år siden, mens forventningerne til hele året er uændrede.

/ritzau/FINANS