Europæisk tilbagegang

Trods IFO-instituttets offentliggørelse af pæne tal for industriledernes forventninger til de kommende seks måneder var de europæiske markeder under pres i løbet af fredagen.

Torsdagens positive tendens for farma-sektoren blev brat ødelagt af Astra-Zenecas udmelding om, at kliniske undersøgelser af selskabets potentielle middel mod lungecancer, Iressa, ikke viste signifikant helbredsvirkende effekt. Den indekstunge svensk-engelske farma-gigant faldt 7,8 pct.

Farma-sektoren kunne dog fortsat vise positive takter, især fra tyske Celesio, som steg 2 pct. samt schweiziske Roche, som steg en pct. efter myndighedernes godkendelse af selskabets middel Pegasus mod kronisk hepatitis C for HIV positive patienter.

Den europæiske aerospace-koncern EADS har været i fokus pga. bitre ledelsesopgør, men aktien steg fredag 1,1 pct., efter en af selskabets direktører valgte at forlade direktionen, da hans modstander, direktøren for Airbus, som er et datterselskab af EADS, vandt støtte hos en større fransk aktionær.