Euroen: Succes trods alt

Den fælles europæiske valuta har skabt mere handel og mere velfungerende finansmarkeder. Alligevel har euro-landene økonomiske problemer.

Euroen virker. Men den kunne virke betydeligt bedre, hvis politikerne levede op til deres ansvar og overholdt reglerne.

Det budskab gik igen, da en lang række af konstruktørerne bag den fælles europæiske valuta i går var samlet til konference på Københavns Universitet.

Konferencen var en hyldest til den økonom, der måske har haft allerstørst indflydelse på, hvordan valutaunionen er skruet sammen: Den danske professor Niels Thygesen, der på mandag flyder 70, og derfor går på pension.

»Det er en stor skuffelse, at de store lande udskyder den nødvendige konsolidering af deres finanser og i stedet direkte angriber reglerne,« sagde Thygesen - med henvisning til, at især Tyskland og Frankrig har valgt at se stort på kravet om, at et lands budgetunderskud højst må svare til tre procent af dets bruttonationalprodukt (BNP).

Og til, at de alligevel ikke er blevet idømt de bødestraffe, som reglerne kræver i den situation.

Små omkostninger
Alligevel er Niels Thygesen overordentlig tilfreds med, at euroen overhovedet er blevet til noget. Omkostningerne har været små, og fordelene klare, fremhæver han.

Blandt andet er der sket en stigning i samhandlen mellem euro-landene. Forskellige undersøgelser tyder på, at handlen er mellem fem og 15 procent højere, end den ellers ville være. Det er ensbetydende med et velfærdsløft til europæerne.

Finansmarkederne fungerer også bedre end før. Den fælles valuta har skabt noget nær et fælles obligationsmarked, og aktiemarkedet udvikler sig i samme retning. Det gør livet lettere for både låntagere og opsparere.

Det til trods har eurolandene ikke klaret sig særlig godt i de seks år, der er gået, siden de lagde deres valutaer sammen. Vækst og beskæftigelse halter bagud i forhold til andre lande.

Men det har altid været naivt at tro, at en valuta alene kan løse alle problemer, mener Niels Thygesen. Den har givet et biddrag, men høj vækst på lang sigt kræver anderledes dybdegående reformer.