EU vil begrænse plastik i miljøet og genbruge al emballage

I 2050 vil der være mere plastik end fisk i havene, hvis ikke vi gør noget, lyder det fra EU-Kommissionen.

Foto: IMAS/JENNIFER LAVERS HANDOUT.
Læs mere
Fold sammen

Strasbourg. Al emballage lavet af plastik i EU skal genanvendes fra 2030. Samtidig skal brugen af engangsplastik og mikroplastik begrænses.

Det er nogle af de vigtigste mål i den europæiske plastikplan, som EU-Kommissionen tirsdag foreslår efter et møde i Strasbourg.

EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, siger, at vejen frem ikke er at forbyde plastik. Men der er god økonomi i at ændre vaner.

- Vi kan ikke leve uden plastik. Men vi kan blive slået ihjel af det, hvis ikke vi ændrer politik, siger Timmermans.

EU-kommissæren siger, at der hvert eneste sekund ender 700 kilo plastik i havene.

- Hvis ikke vi ændrer måden, vi producerer og bruger plastik på, vil der i 2050 være mere plastik end fisk i havene, siger Timmermans.

EU-Kommissionen mener, at der er brug for investeringer i nye teknologier til gavn for borgere og miljø.

Planens mål er at ændre design, produktion og brug af plastik, og EU vil støtte innovation med ekstra 100 millioner euro (knap 750 millioner kroner).

Nye regler for emballage i plastik skal sikre genbrug af det hele inden for 12 år.

For at det kan lykkes, skal indsamlingen af affald også standardiseres i hele EU.

Plastikemballage har en samlet værdi på omkring 100 milliarder kroner om året. Og i dag går næsten det hele tabt.

Så der vil være god økonomi i at vende op og ned på det hele, ligesom det vil spare masser af energi, når affaldet ikke skal brændes af, mener EU-Kommissionen.

EU-planen, der nu skal diskuteres med medlemslandene og Europa-Parlamentet, er den første samlede europæiske strategi for plastik.

Der findes allerede EU-regler, der reducerer brugen af plastikposer. Men nu skal fokus også rettes mod engangsplastik og mikroplastik, hedder det.

- Man bruger et sugerør af plastik i fem til ti minutter. Men bagefter tager det 500 år at nedbryde, når det ender som affald, siger Timmermans.

Nye regler skal desuden forhindre affald i at ende ude i vandet.

Blandt andet skal europæiske havne gøres bedre i stand til at modtage affald fra skibe og havet.

Der hober sig over 25 millioner tons plastikaffald op i Europa hvert år. Samlet set bliver under 30 procent af al plastikaffald i dag genanvendt.

Emballage tegner sig for godt 60 procent af al plastikaffald i Europa om året.