EU-Kommissionen foreslår bøde på 500 mio. euro til Microsoft

EUs kommissær for konkurrenceforhold, Mario Monti, agter at foreslå, at Microsoft pålægges en bøde på 497 mio. euro (3,7 mia. kroner) i forbindelse med en forventet kendelse om, at den amerikanske softwaregigant har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for styresystemer til computere. Det oplyste kilder tæt på sagen mandag aften.

I torsdags opgav EU-Kommissionen at nå til en mindelig løsning i striden med Microsoft. EU-Kommissionen mistænker Microsoft for at misbruge sin dominerende stilling til at holde konkurrenter ude fra markedet for audiovisuel software. Det er angiveligt sket ved, at Microsoft har indbygget sin egen audiovisuelle software i styresystemet Windows, som bruges i langt hovedparten af verdens pc'er. Dermed er andre producenter af audiovisuel software blevet udelukket fra markedet, mener Monti.

/ritzau/AFP