EU indfører straftold på kinesiske elbiler: »Det kan blive rigtig grimt«

EU-Kommissionen indfører straftold på kinesiske elbiler på helt op til 38,1 procent.

Der indføres straftold på kinesiske elbilmærker. Mathias Svold (arkiv)

Det bliver fremover dyrere at importere elbiler fra Kina til Europa.

Europa-Kommissionen siger onsdag, at der vil blive lagt straftold på kinesiske elbiler.

Det skriver Reuters.

Det sker for at sikre, at europæiske elbilproducenter ikke kommer i unfair konkurrence med deres kinesiske konkurrenter, der får statsstøtte.

Den nye straftold udgør helt op mod 38,1 procent. Det gælder blandt andet biler fra producenten SAIC.

Biler fra BYD slipper med en ekstratold på 17,4 procent, mens importører af Geely-biler skal betale 20 procent oven i købsprisen. 

Der eksisterer allerede en told på ti procent.

Indtil videre er det planen, at de nye tariffer gælder fra 4. juli.

Ifølge FDM vil alle producerede elbiler, der er importeret fra 7. marts, blive registeret, og tolden vil derefter pålægges med tilbagevirkende kraft.

Hvad bliver Kinas svar?

Ifølge Berlingskes økonomiredaktør, Ulrik Bie, kan det »blive rigtig grimt« med den nye straftold.

Straftolden vil nemlig ikke kun ramme Kina. Det kan også gå hen påvirke det europæiske marked.

»Det kan betyde dyrere biler på det europæiske marked og modvirker dermed det nedadrettede pres på inflationen, som kinesiske varer har leveret i år. Det komplicerer arbejdet for Den Europæiske Centralbank (ECB), da det er faldende varepriser, der har åbnet for rentenedsættelser. Prisstigningerne på tjenesteydelser er fortsat alt for høj,« siger han.

Spørger man Ulrik Bie, så skal vi nu vente spændt på, hvad Kinas modtræk bliver.

»Spørgsmålet er nu, om Kina vil udnytte den politiske usikkerhed i de store EU-lande til at slå hårdt igen og dermed skabe problemer flere steder i europæisk økonomi. Både industrivarer og landbrugsvarer kunne være i skudlinjen,« lyder det.

Særligt ét sted kan Kina sætte kniven ind, vurderer Berlingskes økonomiredaktør. 

»Et virkeligt ømt punkt vil være, hvis Kina nu bremser for eksporten af batterier til elbiler, som EU er helt afhængig af. Det vil sparke direkte ind i hastigheden af den grønne omstilling. I forvejen er EUs målsætning om at udfase biler med fossile brændstoffer i 2035 under pres efter EP-valget.«

Berlingske skrev mandag, at der har været en langvarig undersøgelse af Kinas statsstøtte til dets produktion af elbiler lavet i EU.

EUs undersøgelse blev sat i gang i oktober sidste år på grund af en mistanke om, at Kina oversvømmer EU med billige elbiler, som er tilvejebragt med statsstøtte, og at det ville føre til en lavere efterspørgsel på det europæiske marked.

Ifølge Reuters er Europa-Kommissionen åben for at finde en anden løsning end straftold med Kina, hvis det kan lade sig gøre.