EU idømmer Microsoft bøde på 3,7 mia. kr.

EU-kommissionen idømte onsdag den amerikanske softwaregigant Microsoft en kæmpebøde på 3,7 millarder kroner (497 millioner euro) som straf for virksomhedens overtrædelse af EU's konkurrenceregler.

EU idømmer Microsoft bøde på 3,7 mia. kr. - 1
Foto: Localeyes
Læs mere
Fold sammen
Det fremgår af en erklæring fra EU's kommissær for konkurrence, Mario Monti.

Bøden på 3,7 milliarder kroner er den højeste, som nogensinde er krævet af en virksomhed for misbrug i Europa og idømmes, fordi Microsoft angiveligt har misbrugt sin dominerende stilling på markedet.

Ifølge Mario Monti har Microsoft blandt andet misbrugt det monopol, som programmet Windows har som styresystem for pc'er, til at spærre vejen for konkurrenter på markedet for audiovisuel software.

Microsoft har også misbrugt sin dominans på markedet for styresystemer til servere, det vil sige computere, der forbinder flere pc'er.

Derfor kræver EU-Kommissionen samtidig, at Microsoft skal tilbyde en version af Windows, som ikke har Microsofts egen audiovisuelle software, Media Player, indbygget. Microsoft har fået en frist

på 90 dage til at tilbyde Windows uden Media Player, og inden 120 dage skal IT-giganten desuden hoste op med tekniske oplysninger, som gør det muligt for konkurrenterne at udvikle programmer, som

kan fungere sammen med Windows.

- Dagens beslutning genskaber betingelserne for fair konkurrence på de berørte markeder og skaber klare principper for den fremtidige adfærd for en virksomhed med en så dominerende stilling,

udtalte Mario Monti i en pressemeddelelse.

Montis folk i Kommissionen har brugt fem år på at granske Microsofts optræden på IT-markedet, og afgørelsen falder efter et forgæves forsøg på at opnå en mindelig løsning med den amerikanske virksomhed.

/ritzau/