EU: Her er kvinderne - tag dem så

Det er en myte, at der ikke findes nok kvalificerede kvinder til bestyrelsesarbejde. Det mener EU-Kommissionen, der i samarbejde med europæiske handelshøjskoler har udvalgt 8.000 kvinder, der er egnede til en bestyrelsespost.

Når bestyrelseslokalerne i europæiske virksomheder stadig i det 21. århundrede i høj grad fyldes af mænd, er én klassisk undskyldning fra virksomhederne, at de ikke har kunne finde nogen egnede kvinder til posterne.

Men den forklaring holder ikke længere, mener EU-Kommissionen, der nu har hjulpet virksomhederne på vej. I samarbejde med eksterne partnere - bl.a. europæiske handelshøjskoler - har Kommissionen fremlagt en liste med bud på 8.000 kvinder, der er egnede til bestyrelsesarbejde.

»Jeg hører tit argumentet om, at der ikke er kvinder nok, der er kvalificerede til en bestyrelsespost. I dag vil de europæiske handelshøjskoler og deres kolleger rundt om i verden aflive den myte og sprænge glasloftet! Listen viser, at der er masser af kvalificerede kvinder - mindst 8.000. Det er på tide, at virksomhederne gør brug af disse kvalifikationer,« skriver Viviane Reding, der er næstformand i EU-Kommissionen og kommissær for retslige anliggender i en pressemeddelelse.

Ifølge Kommissionen overholder kvinderne på listen de strenge kriterier til selskabsledelse, som børsnoterede selskaber er underlagt, og de er derudover kvalificerede og modne til en bestyrelsespost.

Listen kommer i forlængelse af, at Kommissionen i november fremlagde et forslag til et nyt direktiv, som strammer reglerne for, hvor mange kvinder der skal være i europæiske virksomhedsbestyrelser.

Hvis det nye direktiv bliver vedtaget, skal børsnoterede selskaber senest i 2020 have en andel af kvinder på mindst 40 procent (i selskaber, hvor kvinder er dominerende, gælder det samme krav for mænd). I statslige selskaber skal målet nås allerede i 2018.

Direktivet indholder dog den gummiparagraf, at det er op til det enkelte EU-land selv at fastsætte straffen for de virksomheder, som ikke lever op til kravene.

Viviane Reding mener, at det er i virksomhedernes egen interesse at få mere diversitet i bestyrelserne. Det er ifølge hende med til at skabe vækst.

»Vi har brug for at udnytte alle samfundets talenter, hvis vi vil sikre, at Europas økonomi kommer i gang igen,« skriver hun.

I Danmark er 16 procent af bestyrelsesmedlemmerne i C20-selskaberne kvinder. Det er en stigning fra 11 procent i 2005 og ligger lidt over EU-gennemsnittet på 15 procent, viser tal fra Eurostat.