EU-formand: Græsk »nej« vil betyde et farvel til euroen

Grækenland må skifte valuta, hvis søndagens folkeafstemning ender med et græsk afslag til långivernes reformkrav, siger Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz.

Foto: JAVIER BARBANCHO.
Læs mere
Fold sammen

GRÆKENLAND: Hvis flertallet af grækerne ved søndagens folkeafstemning stemmer nej til reformkravene fra de internationale kreditorer, kan Grækenland vinke farvel til euroen.

Så klar er talen fra Europa-Parlamentets formand, tyske Martin Schulz, i et interview med den tyske radiostation Deutschlandfunk. Det skriver Reuters.

»Vil Grækenland fortsat være i eurosamarbejdet efter denne folkeafstemning? Det kan sagtens være tilfældet. Men hvis grækerne siger »nej«, vil de være nødt til at indføre en anden valuta, fordi euroen ikke længere er tilgængelig som betalingsmiddel,« siger Martin Schulz.

Udtalelserne blev optaget torsdag og udsendt søndag, på dagen hvor Grækenland har været til folkeafstemning om, hvorvidt det kriseramte land skal acceptere en aftale om strenge økonomiske reformkrav fra långiverne, som tæller Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen.

Martin Schulz’ udtalelser er ifølge Reuters nogle af de mest markante omkring den græske krise fra en toppolitiker i EU.

De græske valgsteder åbnede klokken 06.00 dansk tid og lukkede klokken 18.00. De første pålidelige prognoser forventes at ligge klar cirka to timer senere.

De forudgående meningsmålinger har spået en gyser med dødt løb mellem ja- og nej-siden.