EU-bøde modtaget med jubel

Microsofts konkurrenter er stærkt opmuntrede over EUs rekordbøde og hårde krav til Microsoft. Bitterhed hos Microsoft.

Læs mere
Fold sammen
BRUXELLES

Software-giganten Microsoft har i fem et halvt år misbrugt sin monopol-lignende stilling på det europæiske IT-marked og gør det stadig. Denne handlemåde er »ulovlig«, fordi den har »forhindret udvikling« af ny teknologi og »begrænset forbrugernes valgmuligheder«.

EUs konkurrencekommissær, italieneren Mario Monti, sagde tingene ligeud, da han i går meddelte, at Microsoft skal betale en historisk bøde på 3,7 mia. kroner, fordi firmaet har forbrudt sig mod EUs regler om fri konkurrence.

Samtidig fik Microsoft en stram tidsfrist på 90 dage til at ændre dets tilbud til europæiske pc-købere, sådan at man i fremtiden kan købe en computer med Microsofts styresystem Windows men uden samtidig at være tvunget til at købe firmaets medieafspiller, Windows Media Player. Endelig skal Microsoft inden 120 dage stille information til rådighed for dets konkurrenter, sådan at disse får mulighed for at gøre deres konkurrerende medieafspillere i stand til at kommunikere med Windows.

Ingen ny retspraksis
Mario Monti sagde ved en pressekonference i Bruxelles, at der ikke på nogen måde var tale om ny retspraksis men udelukkende om at opretholde fundamentale konkurrenceretlige principper.

»Vi sikrer ganske enkelt, at enhver, der udvikler ny software, har en fair chance for at konkurrere på markedet,« sagde Monti.

Gårsdagens kontante udmelding fra EUs italienske konkurrencekommissær blev modtaget med bitterhed hos Microsoft og med jubel hos firmaets konkurrenter.

»Dagens beslutning er et tilbageskridt ikke alene for Microsoft men i sidste ende for hele industrien og særligt for kunderne,« sagde Brad Smith, Microsoft-ledelsens ansvarlige for juridiske spørgsmål, der samtidig erklærede, at beslutningen var »mangelfuldt funderet«.

Hos Microsofts konkurrenter havde piben imidlertid en helt anden lyd.

»Denne beslutning er af fundamental betydning, fordi EU-Kommissionen formelt har erklæret, at Microsofts strategi omkring medieafspilleren er ulovlig,« sagde Bob Kimball fra RealNetworks.

Sun Microsystems beskrev særligt gårsdagens EU-afgørelse om, at Microsoft kontinuerligt skal give oplysninger om deres systemer som »enormt betydningsfuld«.

Microsoft meddelte i går, at man er indstillede på at betale den rekordstore bøde på 3,7 mia. kroner, men at man til gengæld agter at appellere påbuddet om både produktændringer og om at skulle offentliggøre systeminformation til konkurrenterne.

Brad Smith sagde i går, at han forventer, at det vil tage Den Europæiske Domstol fire til fem år at afgøre en sådan sag.

Forinden havde EU-Kommissionen imidlertid gjort det klart, at Microsoft under alle omstændigheder har at rette sig efter påbuddet, og erfaringen viser, at firmaerne normalt retter sig efter den slags afgørelser. Hvis ikke de gør det, vanker der dagbøder.

EU-Kommissær Mario Monti afviste i går, at bøden på 497 mio. euro skulle være uden betydning, eftersom den ikke berører stenrige Microsoft i nogen synderlig grad.

Han sagde, at bøden har en sådan størrelse, at den virker afskrækkende, og at den vil kunne danne præcedens i forhold til private søgsmål i forhold til Microsoft.

»Med dagens beslutning genoprettes betingelserne for fair konkurrence på markedet, og der opstilles principper for, hvordan selskaber med en så dominerende position skal opføre sig i fremtiden,« sagde Monti.