Et tegn til tiden

Snabel-a er blevet et ikon for vor tid, men tegnet er 500 år gammelt. Florentinske købmænd brugte det som en måleenhed, og det fandtes på skrivemaskiner. I dag er det et tegn med mange øgenavne: Lille mus, abehale, kanelbulle, krøll-alfa og lille hund.

Et tegn til tiden - 1
Snabel-a er blevet et ikon for vor tid. Fold sammen
Læs mere
Kan man forestille sig et moderne samfund uden snabel-a?

Næppe. De fleste af os bruger nettet hver dag, og et liv uden email er lige så utænkelig som et liv uden telefon.

Bare kig på tallene. De er lige til at blive forpustede af. 757 mio. mennesker har adgang til Internettet - heraf 3,4 mio. i Danmark, og der sendes skønsmæssigt dagligt 31 mia. e-mails på kryds og tværs af kloden.

Snabel-a´et er ved at fortrænge frimærket. Vi slikker ikke længere så ofte på bagsiden af et lille, takket stykke papir for at sende et brev. I 1999 blev der i Danmark sendt knap 1,5 mia. breve, og sidste år var det faldet til 1,3 mia.

Hver gang, vi sender en mail, bliver der anvendt et snabel-a - et tegn, der stort set var ukendt for 10 år siden, og et tegn som de fleste af os stadig har svært ved at skrive på et stykke. I dag taler vi ligefrem om @-generationen, der er er vokset op med computeren og Internet.

»Snabel-a er det simpleste udtryk for, at vi med Internettet kan ophæve tid og rum. Det er lige så hurtigt at sende en mail til Australien som til en, der sidder ved skrivebordet ved siden af. Afstand betyder ikke noget. Samtidig kan man sende mails, selv om modtageren ikke er til stede. Man er ligesom med telefonenen afhængig af, at den, man ringer til, er til stede. I den forstand er tiden ophævet,« siger computereksperten Ole Carsten Pedersen, der tidligere på året udgave bogen »Mail og mennesker«.Det var den amerikanske ingeniør computerekspert Ray Tomlinson, som i 1972 fandt på at at bruge snabel-a til at sende elektroniske beskeder via Internettet. Han arbejdede på det tidspunkt i et firma, der udviklede de programmer til elektronisk kommunikation for det amerikanske forsvar, som blev starten på Internettet, og han havde brug for et tegn, der kunne adskille navnet på modtageren og vedkommendes domæne eller adresse. Samtidig skulle han finde et tegn, som aldrig ville dukke op i et almindeligt navn og kunne forveksles med et bogstav. Valget faldt på @, som svarer til det engelske »at« som igen svarer til den danske »i« eller »ved«. Tomlinson havde på daværende tidspunkt ingen anelse om, at han have givet verden et nyt bogstav eller tegn. I dag forståes tegnet over hele jordkloden og er et cool symbol på den moderne tid. Hvad enten man er på nettet i Kina, Rusland eller Danmark, så er det snabel-a, man bruger til at sende en mail.

Men faktisk er tegnet 500 år gammelt. Den italienske historieprofessor Giorgio Stabile har for nyligt påvist, at tegnet først blev anvendt af købmænd i Venedig i 1500-tallet.

Giorgio Stabile har fundet tegnet i et brev, som en florentinsk købmand skrev i 1536. I brevet repræsenterer @ en amfora, altså en lerkrukke, som blev brugt til at transportere fødevarer som korn og vin i. Det var altså en et mål eller en mængdebetegnelse. Senere fik det i handelssammenhæng samme betydning som á - f.eks. fire kasser æbler á 30 kr. Omkring 1900 kunne tegnet findes på visse skrivemaskiner, og de computere som Tomlinson brugte, da han i begyndelsen var med til at skabe Internettet, rummede også tegnet. Man brugte det, når man konstruerede programmer.Ifølge Dansk Sprognævn stammer selve tegnet @ fra latin og er en sammentrækning af ad, der betyder hos, ved eller til - ligesom det på engelsk hedder »at«. Det lille d har med tiden foldet sig om a'et, og @ er således i familie med &, der er en sammentrækning af et.

Ray Tomlinson valgte snabel-a, fordi det ikke optræder i noget ord. Tegnets funktion i en mailadresse er at adskille modtagerens navn og modtagerens adresse/domæne på Internettet. Tegnets betydning er i sig selv gabende kedsommeligt, men til gengæld har dets flotte visuelle udtryk sat gang i brugernes fantasi.

Snabel-a har over hele jorden fået kælenavne - ofte med henvisning til dyreriget. På dansk hedder det snabel-a, men på hollandsk er det abehale, på tysk klammeraffe med henvisning til en bestemt aberace med lang gribehale, på norsk grisehale eller krøll-alfa, og på italiensk er det det snegl. Andre steder synes man, at @ minder om bestemte typer mad. Svenskerne kalder det kanelbulle - opkaldt efter en slags wienerbrød, i Israel hedder det strudel-a, og i Tjekkiet Zavinak, som er en sammenrullet sild.