En optræden som TV-stjerne i en DR-dokumentar med det fængende navn »Pengejægerne« koster nu Kammeradvokatens mest magtfulde skikkelse, bestyrelsesformand Boris Frederiksen, en tur i advokaternes egen domstol, Advokatnævnet.
Berlingske har fået aktindsigt i adfærdsklagen, som er indgivet af advokat Christian Kirk Zøllner. Han kritiserer blandt andet Boris Frederiksen og en af hans kolleger for at have opsøgt hans klient, en konkursramt forhandler af luksusbiler, samt vidner og potentielle vidner – og i samarbejde med DR-journalister at have filmet dem under en verserende retssag uden at orientere Christian Kirk Zøllner.




