Et af Danmarks ældste værtshuse boykotter Carlsberg: »De skal helt ud af Rusland, før vi sælger det igen«

Hanerne med Carlsberg samt bryggerikoncernens andre produkter bliver nu lukket på et af Danmarks ældste værthuse, Café City i Ringsted. Selvom Carlsberg vil gøre en række andre ting i Rusland, vil bryggerierne i landet fortsat holdes kørende, og det vækker utilfredshed.

Der vil ikke blive solgt Carlsberg produkter på Café City Ringsted så længe Carlsberg Group stadig har bryggerier i Rusland. Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Der bliver fremover ikke skænket så meget som én eneste kold øl fra Carlsberg på Café City i Ringsted, der er fra 1798, og dermed er et af landets ældste værtshuse.

Det bliver svært. Det ved ejeren, Janus Hansen, godt. For produkterne fra Carlsberg Group, der blandt andet også indebærer Tuborg og Coca-Cola, står for omkring 90 procent af omsætningen på værtshuset ifølge ejeren.

Men nu har Janus Hansen fået nok af, at Carlsberg holder sine bryggerier i Rusland kørende. Bryggerikæmpen har stoppet nye investeringer og eksport til Rusland, men det er ikke nok, mener han.

»Vi kan ikke bidrage til Carlsberg, så længe de ikke mander sig op og stopper med deres aktiviteter i Rusland. Som alle andre tænker vi, at det er helt forkert, det der sker i Rusland. Så er det underligt, at en mastodont som Carlsberg stadig vil have gang i deres aktiviteter i Rusland. Jeg forstår ikke, at profit kommer før noget så vigtigt som menneskeliv,« siger Janus Hansen.

I stedet vil han derfor nu sælge alternativer som eksempelvis Harboe. Og det kan godt være, det ikke er alle kunder, der er lige tilfredse med det.

»Jeg tænker, nogle vil dreje rundt og gå over til naboen og få deres Carlsberg-produkter, og nogle af dem vil prøve at smage den anden og se, om det kan bruges. Om ikke andet får vi sat fokus på, at også almindelige mennesker, som drikker en øl hver dag, har en holdning til det, der sker i Ukraine,« siger han.

Carlsberg har andre tiltag

Carlsberg producerer knap hver tredje øl, der bliver drukket i Rusland, og mere end 8.000 medarbejdere går hver morgen på arbejde på de russiske bryggerier.

Ølgiganten har oplevet pres fra flere sider til at stoppe bryggerierne i Rusland, ligesom mange andre store danske virksomheder har stoppet deres forretninger i landet for at støtte Ukraine. Blandt andet har Mærsk stoppet for nye ordrer til landet, og Jysk har lukket alle sine butikker i Rusland.

Fredag eftermiddag skrev administrerende direktør i Carlsberg Group, Cees 't Hart, i en pressemeddelelse, at Carlsberg fordømte de voldshandlinger og aggressioner, som de var vidne til i Ukraine.

»I relation til vores forretning i Rusland har Carlsberg Group besluttet øjeblikkeligt at standse nye investeringer i Rusland samt eksport fra andre Carlsberg Group-selskaber til Baltika Breweries i Rusland. Vi vil respektere alle gældende sanktioner, der indføres og fortsætte med at vurdere situationen i forhold til vores forretning i Rusland,« lyder det fra Cees ’t Hart.

Samtidigt vil Carlsberg donere 75 millioner kroner til nødhjælpsarbejde i Ukraine.

I et interview i Børsen tirsdag sagde Henrik Poulsen, der er næstformand i Carlsbergs bestyrelse, at det var for tidligt at følge virksomheder som BP i hælene og forlade Rusland for enhver pris.

»Man har brug for at vide, hvad er egentlig slutspillet, inden man som virksomhed for alvor kan forholde sig til effekterne, så det kan tage noget tid,« siger Henrik Poulsen.

Men det er ikke nok for Janus Hansen, der mener, at Carlsberg bør stoppe alle aktiviteter i Rusland.

»Jeg tænker, deres holdninger er rent profitorienterede, og det er ikke sådan, jeg bryder mig om, at man tænker,« siger Janus Hansen.

Han er heller ikke i tvivl om, hvad der skal til for, at hanerne med Carlsberg og Tuborg igen åbnes på hans café.

»De skal helt ud af Rusland, før vi sælger det igen. Selvfølgelig skal de det,« siger Janus Hansen.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Carlsberg, men de er ikke vendt tilbage inden deadline.