Staten, regionerne og kommunerne beskæftiger 30 pct. af de danske lønmodtagere og står ifølge tænketanken Concito for omkring en tredjedel af Danmarks klimaaftryk.
Alligevel er de ikke inddraget i arbejdet med at lave en klimahandlingsplan på samme måde som det private erhvervsliv. For mens toppen af dansk erhvervsliv i øjeblikket arbejder på højtryk i de 13 såkaldte klimapartnerskaber, står det offentlige uden for. Det skal der laves om på, mener Danske Erhverv, der fungerer som sekretariat for fire ud af de 13 klimapartnerskaber.