Erhvervsliv får bedst netservice

Det offentlige har sænket tempoet i udviklingen af selvbetjeningsløsninger over internet. Erhvervslivet får mere end borgerne.

Læs mere
Fold sammen
Det er erhvervslivet, der snarere end borgerne selv høster frugten af en bedre offentlig betjening via internet. Der er dog ikke længere så stor vækst i udviklingen af nye og mere avancerede selvbetjeningsløsninger.

Det fastslår en ny undersøgelse fra EU-kommissionen om offentlige tjenesters tilgængelighed via internet. Undersøgelsen dækker de 15 EU-lande samt Norge, Island og Schweiz og er lavet af Cap Gemini Ernst & Young.

Servicen til erhvervslivet ligger bedre og er mere udviklet end betjeningen af den menige borger. 79 procent af de offentlige nettjenester i de 18 lande har nu nået et niveau, hvor de tilbyder mere end simpel indrapportering, mens borgerbetjeningen kun i 58 procent af tilfældene når samme niveau, fastslår rapporten.

Danmark ligger på andenpladsen lige efter Sverige, når rapporten giver point for, om en tjeneste blot er tilgængelig via nettet, eller hvor avancerede funktioner brugerne egentlig tilbydes. 86 procent - en fremgang på fire procent siden 2002 - høster vi hjem. Derimod topper Danmark - foran Østrig - når det måles, hvor mange ydelser der er fuldt tilgængelige via nettet.

Fra 2002 til 2003 voksede niveauet for mere udviklede ydelser i de 18 lande med i alt syv procent til 67 procent. Østrig har som enkeltland gjort de største fremskridt.

Der er særligt fokus på, om tjenesterne på nettet gør det muligt at kommunikere begge veje - både til og fra det offentlige. Sammenlagt er kun 45 procent af de tilgængelige, offentlige nettjenester udviklet til at kunne dette.