Er »den gode vilje« en illusion?

De nye regnskabsregler vil betyde, at indtjeningsnøgletal, som er af afgørende betydning for værdiansættelse af de børsnoterede virksomheder, ikke fremover vil blive belastet af af- eller nedskrivninger på goodwill.

MED DE NYE REGNSKABSREGLER, som kommer til os som en konsekvens af indførelsen af internationale regnskabsstandarder, bliver den nok væsentligste ændring, at koncerngoodwill ikke skal afskrives over driften.

Det betyder, at indtjeningsnøgletal, som er af afgørende betydning for værdiansættelse af de børsnoterede virksomheder, ikke bliver belastet af af- eller nedskrivninger på goodwill.

Det er på sin vis i tråd med internationale tendenser hos analysehuse og investmentbanker, hvor man efterhånden udelukkende baserer analyse og værdiansættelse af virksomheder på pengestrømme.

Herfor kan findes flere gode grunde. Især forskelle i afskrivnings- og hensættelsespraksis i forskellige lande har - sammen et øget sammenligningsbehov på tværs af geografi og regnskabsregler - været fremført som argument for at basere analysen på de faktisk genererede pengestrømme.GOODWILL ER, HVAD MAN BETALER mere for en virksomhed, end hvad de materielle aktiver kan opgøres til.

Goodwill betaler man, hvis man ved at erhverve en virksomhed, kan opnå en højere økonomisk værdi, end hvis man erhvervede det underliggende produktionsapparat til dagsværdi.

Typisk vil man betale en goodwill for et veletableret varemærke, en markedsposition, eller hvis man kan opnå synergier ved at lægge den erhvervede virksomhed sammen med sin egen.DA DENNE GOODWILL REPRÆSENTERER et mindre håndgribeligt aktiv end mursten, maskiner og fast ejendom, har man - primært ud fra et forsigtighedskriterie - krævet goodwill afskrevet over en årrække, som repræsenterede dets levetid, måske 10-20 år. Dette uanset at værdien i princippet godt kunne være øget i perioden.

Når tendensen har gået i retning af at se bort fra goodwill-amortiseringen ved beregning af de nøgletal, som virksomheden værdiansættes på basis af, begrundes det blandt andet med, at denne omkostning ikke har likviditetseffekt, samt netop at værdien af den erhvervede goodwill ikke nødvendigvis forringes over årene.

Begge argumenter holder desværre ikke, hvis man anskuer det ud fra det alternativ, at virksomheden selv havde skabt den erhvervede aktivitet.

For det første: Betaling for goodwill sker up front og er således at sidestille med på forhånd afholdte og 100 procent sikre omkostninger for at opnå en markedsposition og en indtjening, som alternativt skulle være afholdt over en årrække som forsknings-, udviklings- og markedsføringsomkotninger. Altså likviditetsmæssigt langt mindre hensigtsmæssig for en værdiansættelse.

For det andet: De virksomheder, som alternativ til at tilkøbe en aktivitet selv anvender ressourcer til at udvikle produkter og egen markedsposition , må afholde hovedparten af omkostningerne hertil over driften.

Hvis man vil se bort fra goodwill-amortiseringer i sine nøgletalsberegninger, bør man derfor også fjerne en række forsknings-, udviklings- og markedsføringsomkostninger fra beregningerne for de selskaber, som selv klarer væksten organisk. MAN VIL SANDSYNLIGVIS OPLEVE, at selskaber, som tidligere har haft store goodwill-amortiseringer, helt irrationelt vil opleve en mere positiv værdiansættelse, når de nye internationale regnskabsstandarder snart træder i kraft, alene fordi disse omkostninger ikke længere vil belaste den officielle regnskabsaflæggelse.

I virkeligheden vil der ligge store skjulte værdier hos virksomhederne med organisk vækst, men risikoen for, at markedet alene viser sin »gode vilje« over for tilkøbt goodwill, er overhængende.