EPS trues af skum

EPS er truet, når det gælder beskyttelse af produkter i emballager. Det hævder i hvert fald Århus-firmaet DAFA A/S.

Begrundelsen er, at stadig flere virksomheder får øjnene op for polyethylen-skum som et stærkere, sikrere og mere økonomisk alternativ. Den store forskel på skum og EPS er ifølge firmaet, at skum absorberer de stød, emballagen udsættes for. EPS derimod overfører stødet til det produkt, der skal beskyttes.

Skum er samtidig både fugt- og vandafvisende, og så knækker skum ikke, som det kan ske med EPS, lyder meldingen fra DAFA. De nyeste muligheder med skum til emballage og kufferter præsenterer firmaet på HI Industri 2007. Her kan interesserede komme i direkte kontakt med DAFAs tekniske udviklere og få en dialog om konkrete opgaver og forespørgsler. DAFA er en dansk virksomhed, der er opdelt i tre hovedafdelinger: Byggeri, Industri samt Vinduer & Døre.

Specialkonstruktionen af skum til emballager og kufferter med mere hører under Industriafdelingen, der udvikler skumplast-og gummiprodukter inden for tætning, varme- og kuldeisolering samt lyd- og vibrationsdæmpning.