Entrepreneur: ØK-erfaringer kom salget af Wegner-stole til gode

Efter 25 år i ØK kom Knud Erik Hansen hjem til Fyn og overtog efter nogle år familiens møbelfabrik Carl Hansen & Søn, der er kendt for Wegner-møbler. I dag er firmaet en væsentlig spiller i den høje ende af møbelmarkedet.

Vækst: Knud Erik Hansen satser på at gøre amerikanerne vilde med danske designermøbler. Foto: Palle Peter Skov Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En gang var ØK dansk erhvervslivs kronjuvel. Det storladne kompagni handlede og producerede verden over, og dets ledere erhvervede sig en omfattende erfaring om forretningslivet i den store verden. Desværre faldt kompagniet helt fra hinanden i 1990erne og er nu reduceret til en international flytteforretning ved navn Santa Fe. Men ØK efterlod sig dygtige forretningsfolk, som i dag virker med succes andre steder i dansk erhvervsliv.

En af dem er Knud Erik Hansen. I mere end 25 år arbejdede han for det store kompagni i Asien og Europa. Her fik han et indgående kendskab til international handel, til logistik og etablering af nye salgsenheder på fremmede markeder. Han kastede sig over nye markedsområder, hvor han selv skulle bygge virksomheder og organisationer op.

I perioden 1997-2001 var han administrerende direktør for den amerikansk ejede madrasfabrik Dan-Foam. I den periode mangedoblede Knud Erik Hansen salget på det amerikanske marked.

Lige efter årtusindskiftet overtog Knud Erik Hansen sin fædrene virksomhed, den legendariske møbelfabrik Carl Hansen & Søn i Aarup på Fyn, som han siden har udviklet og gjort til en stor spiller i den høje ende af møbelmarkedet. Bedst kendt er virksomheden for produktionen af møbler designet af Hans Wegener – bl.a. Y-stolen.

For den præstation er Knud Erik Hansen og hans virksomhed kåret som Entrepreneur of The Year på Fyn 2014.

Da Knud Erik Hansen overtog virksomheden, havde han en klar forestilling om, at det måtte være muligt at modernisere produktionsforløbet med inddragelse af CNC-maskiner med deraf følgende lavere enhedsomkostninger. Vel at mærke uden at sætte de håndværkmæssige færdigheder, som Carl Hansen & Søn er kendt for, over styr. Siden har Carl Hansen & Søn bygget en stor moderne fabrik i Aarup. Her fremstilles designmøbler i form af spiseborde, spisebordsstole, lænestole, skamler, sofaer og sofaborde samt kontormøbler og børnemøbler.

For to år siden købte Carl Hansen & Søn sig desuden det traditionsrige møbelsnedkeri Rud Rasmussens Snedkerier i København samt P.J. Furniture i Store Heddinge. Dermed blev en yderligere specialisering i fremstilling og salg af klassisk møbelhåndværk muliggjort.

Knud Erik Hansen understreger at »dansk design skal produceres i Danmark,« og han har i de senere år haft stort fokus på, at alle produkter bliver produceret næsten 100 procent herhjemme. I modsætning til f.eks. Frits Hansen Møbelfabrik i Lynge, hvis Arne Jacobsen-møbler i dag fremstilles i Polen.

Carl Hansen & Søns største problem har faktisk været manglen på kvalificeret dansk arbejdskraft. Ikke mange unge bliver i dag mølpolstrere eller sadelmagere. De findes derimod i vid udstrækning i Østeuropa. En del arbejder nu for det fynske firma.

Carl Hansen & Søn forventer i de kommende år at øge omsætningen væsentligt til udlandet, ikke mindst i Nordamerika og Asien, hvor de købedygtige kunder også i fremtiden forventes at være.