Engelsk selskab satte pres på teleaktierne

Aktier: Nøjagtig som majoriteten af de toneangivende europæiske aktieindeks endte KFX-indekset fredag i minus. Teleaktierne var generelt presset på grund af en nedjustering fra et britisk selskab, mens bryggerigiganten Carlsberg fortsatte kursstigningen efter onsdagens positive kvartalsregnskab.

Det var en nyhedsfattig dag på Fondsbørsen, hvor omsætningen i det toneangivende indeks lå i den lave ende. Kun to af de 20 KFX-aktier sluttede dagen i plus og det toneangivende indeks bakkede 1,2 pct. til 264,24. KVX-indekset noterede sig en mindre stigning på 0,4 pct. til 407,2.

Det var indekstunge aktier som Danske Bank og TDC, der var bagmændene i fredagens KFX-fald. Danske Bank var blandt andet tynget af en nedjustering fra det internationale finanshus Merill Lynch, der nu giver aktien anbefalingen »køb« i stedet for »stærkt køb«. Baggrunden for nedjusteringen er, at Merill Lynch vurderer, at Danske Bank ikke længere handles med en rabat i forhold til sine skandinaviske konkurrenter. Danske Bank faldt to pct. til kurs 149.

TDC-aktien var, ligesom de øvrige europæiske teleaktier, under pres. Det engelske selskab Logica, der blandt andet er leverandør af software til telesektoren, nedjusterede for tredje gang på fem måneder forventningerne. Selskabet vurderer, at budgetterne til informationsteknologi fortsat er under pres og ser på kort sigt ikke nogen ændring i denne tendens. TDC-aktien indkasserede et fald på 2,3 pct. til kurs 236,5.

Blandt dagens tabere var også Group 4 Falck, der i går blev tilbageført fra observationslisten, som en konsekvens af afslutningen af købet af amerikanske Wackenhut. Group 4 Falck-aktien faldt med 1,4 pct. til kurs 1005.

Lundbeck markerede sig i går med en af dagens relativt få fondsbørsmeddelelser.

Cipramil-efterfølgeren Cipralex er blevet godkendt i 10 europæiske lande, men mangler endnu at blive godkendt på væsentlige markeder som Tyskland, Italien og Spanien. Lundbeck-aktien blev fredag handlet 1,9 pct. ned til kurs 210.

Den anden store medicinal-aktie i KFX, Novo Nordisk, klarede sig noget bedre og endte uændret i kurs 271.

Carlsberg, der onsdag steg kraftigt efter fremlæggelsen af et overraskende positivt regnskab for første kvartal, fortsatte fredag kursstigningen. Trods en skidt start på dagen formåede Carlsberg, at kæmpe sig op, og aktien lukkede 1,8 pct. oppe i kurs 403. Carlsberg indkasserede derved dagens største KFX-stigning og kan holde weekend i det højeste kursniveau siden maj sidste år.

Udover Carlsberg var det kun enzymproducenten Novozymes, der formåede at ende dagen i plus. Novozymes-aktien steg 1,2 pct. til kurs 174,5.

I KVX-indekset noterede kriseramte i-data sig en beskeden stigning på 0,9 pct. til kurs 5,75. SimCorp toppede indekset med en stigning på 4,6 pct. til kurs 298, mens Maconomy og 2M Invest var dagens KVX-tabere med fald på henholdsvis 1,4 og 1,3 pct.

Uden for de toneangivende indeks var forsikringsselskabet Codan aktuel med regnskab for første kvartal. Resultatet efter skat og goodwill viste et underskud på 185 mio. kr., hvilket var knap 100 mio. kr. bedre end samme periode sidste år. Codan meddeler, at resultatet har været negativt påvirket af blandt andet ugunstigt vejrlig, der blandt andet har betydet to storme i Danmark, samt kurstab. Codan-aktien faldt i går 1,8 pct. til kurs 137,5.