Energiselskaber trak Europa ned

Aktiemarkederne i Europa var onsdag præget af beherskede negative tendenser med fald op mod en halv pct. til de fleste toneangivende indeks. Bloombergs European 500-indeks lukkede med et fald på 0,3 pct. Faldende var en realitet på trods af fortsatte markante fald i olieprisen samt en dollar, som steg i værdi overfor euroen. Og samtidig åbnede de amerikanske markeder i et entydigt positivt terræn.

De europæiske markeder blev især trukket ned af fald i energiselskaberne, som netop er presset af den faldende oliepris. I England faldt BP 1,4 pct. mens Royal Dutch faldt 0,4 pct. i Holland og Total faldt 1,0 pct. i Frankrig. Værst var det dog i Norge, hvor Statoil faldt 3,5 pct. og Norsk Hydro faldt 2,9 pct.

Også de europæiske chipproducenter trak ned i går. Det amerikanske selskab Texas Instruments, som er storkunde hos chipproducenterne, udmeldte tirsdag aften skuffende salgsforventninger. Og det betød onsdag fald til blandt andet tyske Infineon (- 0,7 pct.) og hollandske ASML (- 3,0 pct.).