Energiselskabet Norlys og teleselskabet har indgået en foreløbig aftale om, at Norlys køber Telias danske forretning.
Købesummen forventes at udgøre 6,25 milliarder danske kroner, skriver Norlys i en pressemeddelelse.
Købet af Telias danske forretning omfatter cirka 1,5 millioner kundeforhold og et 50 procent af ejerskabet over TT-netværket, Danmarks største mobilnet.
Annonceringen af købet kommer kort efter, at Norlys-koncernen kunne fremlægge et rekordregnskab for 2022, hvor overskuddet blev ottedobledet til 4,2 milliarder kroner.
Den administrerende direktør hos Norlys, Niels Duedahl, tilskriver store dele af værdiskabelsen til frasalget af fibernettet, som koncernen solgte 35 procent af til et fransk-hollandsk investorkonsoritum.
Men det store overskud skyldes også store indtægter i energihandelsselskabet Norlys Energy Trading, der ligesom resten af handelsselskaberne har haft kronede dage under det turbulente år på energimarkedet.
»Helt ny relevans«
Norlys har arbejdet målrettet på at komme ind på mobilmarkedet. Og købet er kulminationen på en proces, der har varet næsten tre år, lyder det fra selskabet.
»En mobilforretning giver Norlys helt ny relevans, fordi den bringer os tættere på kunderne. Danskerne forventer selvfølgelig den bedste dækning, uanset hvor de befinder sig.«
»Og derfor er det afgørende, at vi kan tilbyde en samlet løsning. Samtidig får vi fremtidssikret vores infrastruktur med begge de vindende teknologier 5G og fiber,« siger Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys, i pressemeddelelsen.
Aftalen mellem Norlys og Telia er betinget af en såkaldt due diligence-gennemgang. Derudover kræver det en godkendelse fra Norlys' repræsentantskab samt en konkurrencegodkendelse i Danmark.
Due diligence er en detaljeret undersøgelse af en virksomheds forhold, der typisk foretages i forbindelse med opkøb af en virksomhed.
Det er Norlys og Telias forhåbning, at handlen kan være endelig i løbet af første kvartal af 2024.