Døden og skatterne skulle være det eneste sikre her i tilværelsen, og sikkert og vist er det, at skatterne på energi vil stige de kommende år.

En typisk familie bruger allerede omkring 30.000 kr. om året på varme, el og benzin, og heraf er en meget stor del skatter og afgifter. Men politikerne vil både have os til at spare mere på energien og stille om til vedvarende - og dyrere - energiproduktion, og derfor får skatteskruen fremover adskillige ekstra vrid.

»Med stigende energipriser og en meget lav rente er mange investeringer rentable. Udover at få et godt afkast ved at skifte vinduer eller lignende får man også en bedre bolig og forbedrer sin boligkvalitet,« siger privatøkonom Las Olsen i Danske Bank.

Nok forsvinder håndværkerfradraget fra nytår, men der er fortsat lav rente og mulighed for at få tilskud fra energiselskaber til isolering og andre tiltag.

Den lave rente kan ifølge Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom i Nykredit, også gøre det fordelagtigt at udskifte bilen. Især små biler er blevet meget billigere end før som beskrevet af Berlingske Business. Helt i bund på minibilerne er både benzinforbruget og den grønne ejerafgift, der har afløst den gamle vægtafgift.

Tilmed er der bedre komfort i en ny bil, og den udløser ikke så store værkstedsregninger som ældre modeller.

Varme og forsikringer

Det er også muligt at skære en pæn bid af varme- og el-regningerne ved at benytte en række enkle spareråd, som ligger på hjemmesiderne hos stort set alle energiselskaber.

En anden større post på budgettet er forsikringer, og det er ikke just blevet billigere at forsikre sin bolig efter skybruddet, som i juli 2011 udløste erstatninger på seks mia. kr.

Men det er blevet nemmere at skifte forsikringsselskab - det kan normalt ske med godt en måneds varsel.

Og det er også blevet nemmere at tjekke prisen. Brancheorganisationen Forsikring & Pension driver sammen med Forbrugerrådet den såkaldte Forsikringsguide, hvor få indtastninger udløser sammenlignelige priser fra seks forsikringsselskaber efter eget valg.

Kig på www.forbrugerguiden.dk

Find spareråd på www.energisparesiden.dk eller hos det lokale energiselskab.