Endnu et bureau bakker op om registrering af lobbyister

Kommunikationsbureauet Waterfront mener, at registering af lobbyister vil give gennemsigtighed.

En afvisning fra PR-brancheforeningens formand om at politiske lobbyister skal registreres i Danmark fik tidligere i dag bureauet Geelmuyden-Kiese op af stolen.

Her oplyste direktør Peter Goll, at han vil rejse spørgsmålet politisk, hvis ikke PR-branchen selv kan finde fodslag om ideen.

Den udmelding får opbakning fra kommunikationsbureauet Waterfront, der oplyser, at man her er "kraftigt tilhænger af en registrering af lobbyister."

"Det vil simpelthen give en gennemsigtighed og det vil sende et klart signal om, at det er et arbejde, der udføres helt åbent," skriver bureauet i en pressemeddelelse.

"Vi har i forvejen masser af interesseorganisationer fra Greenpeace til Dansk Industri, der gennemfører lobbyisme og hvis lobby-bureauer som Waterfront kunne få adgang til en registrering, så undgik man, at nogle fik opfattelsen af, at der foregår noget i det skjulte. Det vil være en langt bedre situation for alle parter," mener bureauet.

Endvidere skriver Waterfront, at "i forvejen vrimler Christiansborg med folk, der lobbyer for det ene og det andet. Det er jo alt fra interesseorganisationer, over borgmestre til lobby-bureauer og det er er kun naturligt, at der er en gennemsigtighed med deres ærinde blandt politikerne."