Endelig nr. 1 – men hvor længe?

For første gang i sin tid som statsminister stryger Helle Thorning-Schmidt til tops i Berlingske Business Magasins Magtanalyse med de 100 mest indflydelsesrige beslutningstagere i Danmark. Paradoksalt nok risikerer hun at være ude af magttoppen om kort tid – hvis hun taber valget.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Statsminister Helle Thorning-Schmidt annoncerer folketingsvalg i Spejlsalen på Christiansborg onsdag den 27. maj 2015.
Læs mere
Fold sammen

Det har taget tid. Ja, flere år faktisk, for først i Berlingske Business Magasins nye Magtanalyse – anno 2015 – er det lykkedes for statsminister Helle Thorning-Schmidt at indtage pladsen som nummer et på listen over nationens mest magtfulde mænd og kvinder.

Siden regeringsskiftet i 2011 er hun blevet distanceret af ministerkolleger, som normalt burde befinde sig under en statsministers niveau. Men i de seneste år har finansminister Bjarne Corydon og den tidligere radikale leder Margrethe Vestager på skift toppet listen over de mest magtfulde beslutningstagere i Danmark. Når billedet er skiftet, skyldes det især tre ting:

For det første har den tidligere så magtfulde økonomi- og indenrigsminister forladt regeringen til fordel for en position som et af de mest magtfulde medlemmer i Jean-Claude Junckers nye EU-Kommission. Indtil da overstrålede Margrethe Vestager ofte Thorning og fungerede reelt som den øverste chef i regeringsmaskineriet, hvilket både eksperter og vælgere havde luret. Selv om hun nu er væk og sidder nede i Bruxelles, vægtes hendes indflydelse så højt, at hun indtager tredjepladsen i Magtanalysen 2015.

For det andet har den langvarige ballade om Dong-sagen og kritikken af Goldman Sachs’ kontroversielle aktiekøb slået skår af Bjarne Corydons popularitet, troværdighed og position. Dermed er han blevet slået et stykke tilbage, selv om en placering som nummer to på magtlisten fortsat må siges at være imponerende.

Ud over at de to nærmeste konkurrenter er henholdsvis rejst og slået en smule op i banen, har Helle Thorning-Schmidt egenhændigt formået at forbedre sin position. Særligt siden nytårstalen er det med brug af massive annoncekampagner lykkedes at genopbygge statsministerens image. Hun er gradvist rykket op på listerne over landets foretrukne toppolitikere. Og når det handler om troværdighed og lederskab, har hun på markant vis forbedret sin position over for Lars Løkke Rasmussen. Internt i regeringen er der ikke længere tvivl om, at statsministeren er chefen.

Ligner en juniorminister

Thornings nye magt cementeres af, at den nye radikale leder, Morten Øster­gaard, næsten kan ligne en juniorminister. I hvert fald er det tankevækkende, at Morten Øster­gaard kun bliver nummer 12 på magtlisten. Hele fire socialdemokrater – Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen – er bedre placeret end Østergaard.

I mørke stunder kan han dog trøste sig med, at der også gik en rum tid, før Vestager fik sit gennembrud.

Mens listen er nedslående læsning for den radikale leder, må den være en ren forløsning for Helle Thorning-Schmidt, for hun har indtil nu fået usædvanligt lidt ud af sin position som nationens øverste politiske leder. Først efter mange kriser og genvordigheder respekteres hun nu for sit lederskab. Og først i dag er en langvarig statsministerdefekt blevet forvandlet til en statsministereffekt.

Når gennembruddet har været så svært at opnå, hænger det snævert sammen med hendes baggrund. Hun kom til Christiansborg udefra, og hun var grøn, både da hun blev valgt som ny formand for Socialdemokraterne i 2005, og da hun i efteråret 2011 skulle sætte sig til rette i chefstolen i Statsministeriet uden nogen forudgående ministererfaring.

Der er desuden blevet slået mange skævere undervejs, som Thorning kun har overlevet på grund af sin frygtindgydende evne til at fortsætte, uanset hvor meget modgang hun har mødt undervejs. Det har selvsagt også belastet hende, at hun under de herostratisk berømte regeringsforhandlinger i det sorte tårn på Amager i 2011 blev tvunget til opgive valgløfter og pålagt at acceptere de reformer, som Lars Løkke Rasmussen havde banet vejen for som statsminister. Altsammen resulterede det i et tab af troværdighed og udløste så massive frustrationer hos centrum-venstre vælgerne, at Thorning aldrig fik positioneret sig som en stærk statsminister.

Endelig har hun været regeringschef i en svær periode, eftersom den økonomiske krise har gjort det nødvendigt at træffe beslutninger, som store vælgergrupper har været alt andet end begejstrede for.

Nervesystem af rustfrit stål

At Thorning har stået det igennem, siger en del om hendes måske stærkeste egenskab, som er en usædvanlig hårdførhed og et nervesystem, som synes svejset sammen i rustfrit stål.

10.000 kroners spørgsmålet er selvfølgelig, hvad fremtiden bringer for Thorning?

Vinder hun valget, vil hun for alvor kunne skrive politisk historie i vinderens rolle, og hun vil næsten med statsgaranti være at finde på førstepladsen, når Berlingske Business Magasin i de kommende år udvælger og kårer magtens topfolk.

Sagen er, at en valgsejr i høj grad vil være hendes værk. Hun vil dermed få muligheden for at eliminere indtrykket af en statsminister, der længe ikke havde helt styr på butikken, og som konstant var på konfrontationskurs med sit eget bagland og sine parlamentariske støtter.

Taber hun omvendt valget, vil hun ganske vist for altid være indskrevet i historiebøgerne som Danmarks første kvindelige statsminister, og hendes økonomiske politik vil givetvis få pæne karakterer. Men hendes tid som statsminister vil ikke desto mindre slutte abrupt og uforløst, og hun vil have været ude af stand til at præstere det samme som 1980ernes, 1990ernes og 00ernes regeringschefer. Både Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen var alle i stand til at opnå genvalg og stå i spidsen for nationen over flere valgperioder. Samlet vil Thornings aftryk på Socialdemokratiet komme til at stå i et mere uklart og problematisk lys.

Set i det perspektiv befinder Thorning sig midt i en skæbnestund, og det samme gør naturligvis Lars Løkke Rasmussen. På årets magtliste kommer han ind som nummer fire. Vinder han valget, vil han givetvis rykke op på førstepladsen i næste års Magtanalyse. Men taber han, er det et godt gæt, at han end ikke vil være repræsenteret på listen. Så dramatisk og brutal er den politiske verden.

Mens karrieren er på spil for de to statsministerkandidater, vil andre toppolitikere givetvis blive ved med at stå højt på listen, næsten uanset udfaldet af valget. Mest bemærkelsesværdigt er det, at Kristian Thulesen Dahl på dette års magtliste avancerer fra en 10. plads til en 6. plads – vel at mærke mens han sidder i opposition. Det siger en del om DF-lederens personlige gennembrud som leder og det vokseværk, der har præget Dansk Folkeparti i de seneste år. Hans placering er formentlig også et udtryk for, at eksperter og iagttagere har forstået, at DF står med alle muligheder for at blive en langtidsholdbar magtfaktor i dansk politik. Næste gennembrud for Thulesen og DF-holdet kan meget vel blive regeringsdeltagelse og ministerposter, hvis blå blok sætter sig på magten i de kommende år. Hvad enten Danmark styres fra blå eller rød side af Folketingssalen, vil det under alle omstændigheder blive stadigt sværere at komme uden om Dansk Folkeparti.

Makkerparret Sass og Frederiksen

Men læg så også mærke til det socialdemokratiske makkerpar Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen, der indtager pladserne som henholdsvis nummer syv og otte på magtlisten. Mister Thorning regeringsmagten, tegner alt til, at Mette Frederiksen vil blive valgt som ny S-formand sekunderet af en stærk Sass i rollen som næstkommanderende hos liste A.

Når Henrik Sass Larsen – en smule overraskende – er placeret en plads højere end Frederiksen på årets magtliste, skyldes det uden tvivl, at sande politiske insidere er klar over, at han i høj grad er i stand til at kontrollere store dele af Socialdemokraterne.

LAs chance

En anden politiker, som det kan blive uhyre interessant at følge i de kommende år, finder vi et stykke længere nede ad listen. Her kommer Anders Samuelsen nemlig ind på 88. pladsen, hvilket er udtryk for det gennembrud, som det er lykkedes ham skabe for sig selv og Liberal Alliance. Partiet står i dag til at høste markant fremgang ved valget, og det har gode chancer for at kunne styrke sin position i blå lejr yderligere i de kommende år. Dog vil partiets adgang til de øverste magtsfærer hænge nøje sammen med, om det vil lykkes for Lars Løkke Rasmussen at indtage Statsministeriet som led i en blå valgsejr på valgnatten. Under alle omstændigheder er det en præstation, at Anders Samuelsen i ledtog med Simon Emil Ammitzbøll har været i stand til at løfte Liberal Alliance så meget.

Ser vi på en række af de andre interessante placeringer på årets magtliste, kan vi være stensikre på, at disse beslutningstagere vil følge meget nøje med i fordelingen af mandater på den kommende valgnat.

Bent Hansen – regionsrådsformand og formand for Danske Regioner – er på årets liste strøget direkte ind på en 26. plads. Men i tilfælde af en blå valgsejr kan der meget vel være lagt op til et stort opgør med regionerne, og dermed vil hans store indflydelse på navnligt det danske sundhedsvæsen hurtigt være historie.

DIs vanskeligheder med de blå

Men også hos sværvægteren i den danske organisationsverden – Dansk Industri –på Rådhuspladsen vil en blå valgsejr betyde nye udfordringer, for ironisk har topchefen Karsten Dybvad haft ekstremt stærke relationer til Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og de øvrige SR-ministre, mens hans forbindelser til de blå partiledere er knap så stærke.

 

DI vil selvsagt til enhver tid være en væsentlig aktør for en regering, men Dybvad kommer til at arbejde hårdere for at opretholde sin indflydelse over for en Løkke-­regering, mens eksempelvis Dansk Erhverv med Jens Klarskov vil blive omgærdet af større velvilje.

Noget overraskende er Dybvad røget ned fra en 9. plads til en 15. plads på årets liste, mens Klarskov er gledet tilbage fra en placering som nummer 50 til en 63. plads. Forklaringen kan være, at SR-regeringen i stigende grad er slået ind på en velfærdspolitisk linje, har droslet gevaldigt ned på reformambitionerne og generelt taget mindre hensyn til erhvervslivet forud for valget.

Mærsk slår stadig Novo Nordisk

Og apropos erhvervslivet. Her er det især interessant at iagttage, hvordan topfolkene fra A.P. Møller – Mærsk endnu engang sætter sig på de øverste placeringer. Som nummer 10 og 11 finder vi henholdsvis koncernchef Nils Smedegaard Andersen og bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, mens Ane Uggla befinder sig på 16. pladsen to pladser efter Lars Rebien Sørensen fra fremstormende Novo Nordisk.

Selv om de suveræne medicinmagere i Bagsværd gungrer frem på globalt plan, og selv om Lars Rebien er blevet kåret som en af verdens dygtigste topledere, ja, så er Esplanaden åbenbart stadig forbundet med en særlig aura af indflydelse og magt i lille Danmark.

Kronevogteren

Højt på listen over landets mest magtfulde finder vi naturligvis også nationalbankdirektør Lars Rohde, som både nationalt og internationalt har høstet ros og respekt for sit effektive forsvar af kronen. Nu rykker den tidligere ATP-direktør endnu et skridt mod magtens absolutte top. På årets liste indtager han således en plads som nummer fem – lige efter toppolitikerne Thorning, Corydon, Vestager og Løkke.

Mens politikernes positioner vil kunne skifte ganske dramatisk allerede i løbet af få dage – når stemmerne bliver talt op på valgnatten – kan Lars Rohde regne med en anderledes sikker og langtidsholdbar placering i toppen af magthierarkiet.

Det er klart, at hverken Jens Madsen, Anne Kristine Axelsson eller Peter Loft vil være parat til at skrive under på udsagnet, for PET-chefen og de to departementschefer fra Justitsministeriet og Skatteministeriet er alle på brutal vis blevet sendt på porten. Men på Slotsholmen er hovedreglen dog stadig sådan, at ministrene forgår, mens embedsmændene består.

Det vil Magtanalysen 2016 – efter valget – med sikkerhed illustrere.

Fold sammen
Læs mere

Fold sammen
Læs mere