En Tesco-veteran takker af

Philip Clarke får ikke flere chancer for at rette op på britiske Tesco. Verdens næststørste supermarkedskoncern er gået fra succes til identitetskrise, og Tesco-veteranen må vige chefposten for friske kræfter udefra.

Efter 40 år i Tesco er det slut for Philip Clarke Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mere bittersødt kan det næsten ikke være.

Den 22. juli passerede Philip Clarke 40 års arbejdsliv i den britiske supermarkedsgigant Tesco. Fra flaskedreng havde han arbejdet sig hele vejen op. Og det skulle være fejret med et større kalas på det storladne Victoria & Albert Museum i London.

Men festen blev aflyst.

Den 54-årige Clarke tilbragte dagen vel vidende, at hans resterende dage i verdens næststørste detailforetagende er talte. Fire dage før havde hans bestyrelsesformand gjort det klart for ham, at man ikke længere ønskede ham som topchef. Og at afløseren allerede var fundet.

Totalt uventet var det ikke. Tesco har længe været under beskydning fra både aktionærer og analytikere, selv om en strategiplan var sat i værk for at vende et massivt tab af markedsandele og få kunderne til at vende tilbage. Det seneste varsel om, at indtjeningen ikke ville leve op til det forventede, og at et større dyk i omsætningen var ventet, tydede på, at planen ikke virkede.

Clarke havde selv erkendt, at det var de dårligste salgstal i årtier. Og sidste år måtte han fremlægge Tescos første tilbagegang i indtjeningen i 20 år. Et dyk på 96 pct.

Tilbage står så opgøret om, hvem der skal peges fingre ad.

Havde Clarke ikke formatet til at løfte opgaven efter den legendariske Sir Terry Leahy, der på bare 14 år som topchef gjorde Tesco til et globalt detailimperium?

Den konklusion har aktiemarkedet på sin vis allerede draget: Under Leahy blev Tescos markedsværdi mangedoblet fra fire til 32 mia. pund. Under Clarke er en tredjedel kappet af markedsværdien. Og da hans fratræden blev gjort offentlig, steg kursværdien prompte med en halv milliard kr.

Eller var Leahy i virkeligheden ikke den legende, man gerne gør ham til, men blot så heldig eller snedig at overlade stafetten på det rigtige tidspunkt?

Blandet landhandel

Philip Clarke arvede flere problemer. Tescos internationale ekspansion var ikke 100 pct. vellykket med særlige smertensbørn i USA og Japan – begge markeder, som Philip Clarke måtte trække Tesco ud af med tab. Desuden var der ikke investeret nok i hjemmemarkedet. Leahy havde satset for hårdt på store hypermarkeder uden for bymidterne, som tiden nu er løbet fra. Og tilmed betalt dyrt for at købe jord op til flere hypermarkeder, som aldrig er bygget.

Og da recessionen ramte, og de tyske discountkæder Aldi og Lidl rykkede ind på det britiske marked, fulgte Tesco ikke med i priskonkurrencen.

I stedet er Tesco endt med at blive klemt i en polarisering af detailmarkedet, som på nogle måder afspejler resten af det britiske samfund: I et ingenmandsland mellem top og bund. Hvor hører Tesco hjemme?

Ingen er i tvivl om, at Philip Clarke kender sin virksomhed. Hans far var bestyrer af en Tesco i Liverpool, og som 14-årig begyndte Philip Clarke som flaskedreng og arbejdede sig hele vejen op. Han var 22, år da han fik ansvar for sin første Tesco-butik. Den yngste nogensinde.

Han kender butiksledelse, han kender logistik, han kender marketing, han kender IT og netsalg, han kender de internationale markeder – alle områder, han har haft ansvaret for i sine 40 år som Tesco-mand.

Han mødte endog sin kone i Tesco. Og han er ikke typen, der leder fra sit skrivebord. Han er ude i marken.

Men både medier og analytikere er ikke i tvivl om, om der skal lægges noget særligt i udnævnelsen af hans efterfølger, Dave Lewis, der kommer fra forbrugsvaregiganten Unilever. Her har han haft speciale i forandringer og turnarounds. Og hele Unilevers eksistensgrundlag er jo brandidentitet. Lige netop, hvad Tesco desperat mangler.

En revolution

Med andre ord øjnes en revolution. Supermarkedsgiganten får nu den første topchef udefra i sin godt 100-årige historie. Det peger på opbrud og på, at der skal arbejdes meget mere med identitet og brand. Meget sigende er den tidligere Unilever-chef Patrick Cescau medlem af Tescos bestyrelse, der angiveligt har trukket på hans erfaringer. Unilever var samme proces igennem for nogle år siden.

Med Clarke forsvinder den sidste del af det ledelsesteam, som var med i de gyldne år under Terry Leahy. Nogle iagttagere mener, at det sidste søm blev banket i kisten, da finansdirektør Laurie McIlwee forlod Tesco i april, ligeledes efter pres fra aktionærer. Efter sigende var det på det tidspunkt, bestyrelsen også begyndte at se sig om efter en ny topchef.

Philip Clarke siger, at han faktisk efter det ubønhørlige pres føler »enorm lettelse« over at stoppe som topchef, selv om »timingen ikke var mit valg«. Officielt overlader han jobbet til sin efterfølger i oktober og bliver så i en »rådgivende funktion« året ud.

Det bliver en omstilling af de store. For Tesco og for Clarke.

Da han sidste år blev spurgt af bladet Management Today, om han nød sit job, svarede han:

»Der er ingen balance mellem arbejde og liv, eller hvad det nu kaldes. For mig er det bare livet.«