En konservativ herre

Mogens Fog, udvalgsformand for mindre og mellemstore virksomheder, MMV'ere, i Dansk Industri er målrettet og skarp - og en smule konservativ.

Læs mere
Fold sammen
Profil

I Mogens Fog har Dansk Industris mindre og mellemstore virksomheder en rigtig iværksætter som udvalgsformand. En mand, der kender til det at starte en lille virksomhed op fra bunden ved at arbejde hårdt og kompromisløst fra tidlig morgen til sen aften. Ofte syv dage om ugen.

Og de kvaliteter har 56-årige Mogens Fog ofte brug for, når han i det daglige jonglerer med udvalgsarbejdet i Dansk Industri, formandsposten i Motorbranchens Arbejdsgiverforening og direktørstillingen i sin egen virksomhed i Birkerød - Danmarks næststørste BMW-forhandler.

Mogens Fog er en travl herre, men en kollega i MMV-udvalget fortæller alligevel, at Mogens Fog når sine mål uden at tromle andre ned. Og hvad arbejdet i Dansk Industri angår, er retningen slået fast.

»Mit mål med arbejdet i MMV-udvalget er at få politikere og samfundet til at forstå, at det er fra vores MMV'ere, at dynamikken kommer,« siger han.

Vejen til DI-posten som udvalgsformand for MMV'erne har været brolagt med mere end 20 års organisationserfaring. Allerede i 1970 blev han medlem af Dansk Industri via sit medlemskab i Motorbranchens Arbejdsgiverforening, og siden er det gået slag i slag. Derfor er det heller ikke overraskende, at det er den politiske tæft og den organisatoriske erfaring, kollegaen fremhæver som Mogens Fogs stærke sider. Til gengæld fortæller kilden også, at formanden kan være »en smule stiv og konservativ.« Det erkender Mogens Fog gerne og ser det faktisk som en styrke i det politiske spil.

»Jeg er aldrig bonkammerater med dem, jeg omgås professionelt. Det er lettere at sige sgu og fanden, hvis man har lidt afstand. Så jo, jeg kan måske godt virke lidt hård i filten. Det sker sjældent, men jeg kan blive meget vred. Jeg har altid stor respekt for folk, men hvis først vasen er faldet på gulvet, så går den i stykker,« forklarer han.

Han indrømmer også gerne, at han kan være lidt konservativ i begge ordets betydninger. Dermed adskiller han sig klart fra sin navnkundige navnebror, Mogens Fog, læge, Københavns Universitets rektor under ungdomsoprøret i 1968, ekskommunist og en af guruerne i dansk kulturradikalisme. Alligevel er der en sammenhæng mellem de to. DIs udvalgsformand er nemlig opkaldt efter lægen, der kæmpede imod tyskerne i modstandkampen.

»Jeg kommer fra et rigtigt konservativt hjem, og selv om jeg er opkaldt efter Mogens Fog, tror jeg ikke, mine forældre ønskede, jeg skulle tage hans politiske idealer,« fortæller han og tilføjer, at han aldrig har ønsket at blive »rigtig politiker.«

»Organisationsarbejde er som at spille fodbold. Der er regler og dommere. I politik er der ingen regler, så det tiltaler mig ikke at blive politiker.«