En gennemsnitlig vaskemaskine brænder ud efter otte år: Nu vil EU forlænge levetiden

Den letteste løsning er ofte at sætte vaskemaskinen af på genbrugspladsen, når den går i stykker. Men det er spild af penge for forbrugerne og dårligt for klimaet, og derfor vil EU nu sikre maskinernes overlevelse.

EU vil sikre, at det bliver nemmere at reparere vaskemaskinen, køleskabet og computerskærmen, så de holder længere i fremtiden. Det vil både komme klimaet og forbrugerne til gode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Annett Bruhn/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i tøjvasken stopper vaskemaskinen med at slynge rundt til stor irritation. Løsningen på problemet er ofte, at sætte maskinen til storskrald og erstatte den med en ny model.

Men det er hverken en god løsning for forbrugerne eller for klimaet, at maskinerne bliver skrottet før tid. Den gennemsnitlige vaskemaskine bryder nemlig sammen efter 8,3 år, viser en østrigsk rapport fra 2016.

Det vil EU nu forsøge at gøre op med. Fra 2021 vil unionen nemlig indføre en række regler, der stiller krav til producenterne om at få hårde hvidevarer til at holde længere.

Årsagen til maskinernes hyppige sammenbrud skal findes i, at de generelt er blevet billigere, mens de samtidig er besværlige og dyre at reparere.

»Komponenterne i vaskemaskiner er i dag af dårligere kvalitet. Hvis du får en reparatør ud, så er det egentlig en salgsafdeling, der kommer og fortæller, at det bedre kan betale sig at købe en ny maskine af samme mærke, i stedet for at man rent faktisk nemt og bekvemt kan få repareret sin vaskemaskine, så den kan holde 10-15 år mere,« siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver inden for miljø og transport i Forbrugerrådet Tænk.

Fikser ikke forbrugerens problem

De nye EU-regler vil i praksis betyde, at producenterne vil blive pålagt at stille reservedele til rådighed i op til ti år, efter at et produkt er kommet på markedet. En ødelagt maskine skal derudover være mulig at reparere med lettilgængelige værktøjer.

Forbrugerrådet Tænk opfatter EUs tiltag som et positivt skridt på vejen til at forlænge maskinernes levetid. Men reglerne når ikke helt i mål, da forbrugerne fortsat ikke selv vil kunne fikse de defekte dele, mener Vibeke Myrtue Jensen.

»Det er positivt, at der arbejdes for det her. Det giver mere holdbarhed og mindre spild. Men nogle af reservedelene kan kun blive udleveret til professionelle, og det gør jo, at forbrugerne ikke selv kan reparere det. I øvrigt er der også en leveringstid på op til tre uger, og det kan jo være for længe, hvis vaskemaskinen derhjemme er gået i stykker,« siger hun.

Christian Ege, seniorkonsulent i Det Økologiske Råd

»Samtidig er der jo også en hype omkring nye produkter. Her bliver man nødt til at have nogle diskussioner og noget oplysning til befolkningen om, at man ikke bare skal skifte velfungerende elektronik ud, fordi det er kommet noget nyt på markedet.«


EU-reglerne skal først og fremmest sikre, at de største hårde hvidevarer kan blive stående længere tid i hjemmet, inden turen går til lossepladsen. Formålet er, at det skal føre til mindre affald, mindre produktion og mere effektive elektronikprodukter, som sender færre drivhusgasser ud i atmosfæren.

Hos Det Økologiske Råd er man positivt stemt over for udsigterne til, at forbrugerne i fremtiden skrotter og køber færre maskiner.

»I dag går der for kort tid, inden man kasserer et produkt og køber noget nyt. Der er stor CO2-udledning ved produktionen af produkterne, og derfor er det skadeligt for klimaet, hvis de kasseres for hurtigt,« siger Christian Ege, seniorkonsulent i Det Økologiske Råd.

Det kræver oplysning

Seniorkonsulenten mener dog, at reglerne i sig selv ikke er nok til at udbedre problemet med hvidevarernes korte liv. Det kræver også en indsats fra forbrugernes side at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen.

»Jeg tror, at forbrugerne vil benytte sig af reparationerne, fordi mange har klaget over, at man ikke kunne få reservedele. Men samtidig er der jo også en hype omkring nye produkter. Her bliver man nødt til at have nogle diskussioner og noget oplysning til befolkningen om, at man ikke bare skal skifte velfungerende elektronik ud, fordi det er kommet noget nyt på markedet,« siger Christian Ege.

EU vil desuden kræve, at producenter sender gratis information ud til forbrugere og uafhængige professionelle om, hvordan man reparerer og vedligeholder maskinerne. I første omgang vil reglerne, der står til at blive indført i 2021, omfatte køleskabe, lyskilder, elektroniske skærme, opvaskemaskiner og vaskemaskiner.

»Vi arbejder for, at flere produkter bliver omfattet af reglerne end de nuværende fem typer. Det er en mærkesag for os, at produkter skal kunne holde længere og være nemmere at reparere,« siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.