Australiens største kasinooperatør, Crown Resorts, efterforskes af landets myndigheder i kølvandet på nyhedsartikler, der hævder, at sorte penge fra den organiserede kriminalitet i Kina vaskes hvide på kasinoer down under.

I løbet af de seneste dage har de australske aviser Sydney Morning Herald og The Age skrevet, at Crown Resorts, der delvist ejes af forretningsmogulen James Packer, med hjælp fra embedsmænd på australske konsulater fløj kinesere under efterforskning af kinesisk politi eller efterretningstjenester til Australien.

Det hævdes også, at Ming Chai, der er fætter til Kinas mest magtfulde mand, præsident Xi Jinping, er impliceret i skandalen. Ming Chai har australsk pas og var i 2016 om bord på et privatfly, der blev ransaget af australske myndigheder under mistanke om, at flyet og dets passagerer var involveret i hvidvask. Det skriver Washington Post.

Myndighedernes mål med ransagningen var Tom Zhou, som angiveligt er både kriminel flygtning fra Kina, forretningspartner i Crown Resorts og har været forbundet med det kinesiske kommunistparti. Han var i 2016 rejsekammerater med Ming Chai.

»Meget meget vigtig person«

Ming Chai var en værdifuld og velanset kunde hos Crown Resorts kasinoer, en VVIP – meget, meget vigtig person – ifølge fortrolige dokumenter fra kasinoet, som flere australske medier citerer fra.

Ming Chai har ikke forholdt sig til anklagerne eller besvaret de talrige henvendelser fra australske medier. Hans rejsemakker Tom Zhou, der på de australske kasinoer gik under navnet »Mr. Chinatown«, blev behandlet af kasinoerne, som havde han blåt blod i årene.

Ifølge Sydney Morning Herald, The Age og TV-programmet 60 minutes' efterforskning havde Zhou uindskrænket adgang til privatfly i luksusklassen, hotelsuiter og uanede mængder af fribilletter til koncerter med Mariah Carey – der dengang var kæreste med James Packer, som på daværende tidspunkt var kasinoernes hovedaktionær.

Hvis Zhous forretningsforbindelser ville have visum til at komme ind i Australien, ville Crown Resorts udstede garantier for dem over for Australiens føderale regering – og betale Zhous forretningsimperium adskillige millioner dollar for at hverve de stenrige gamblere.

Zhou, der bor i et eksklusivt palæ i Melbourne, havde til opgave at omgå de kinesiske love, der forbyder promovering af hasardspil. Lovene forbyder nemlig også promovering af kasinoer – eller ture til kasinoer – fra udlandet.

Zhous rolle var ifølge Sydney Morning Herald også, at købe jetoner til kasinoer på vegne af sine lyssky kinesiske gæster. Når aftenen var slut kunne Zhous kinesiske bekendtskaber, herunder Xi Jinpings fætter formodes det, veksle deres vundne – eller uspillede – jetoner til hvide penge.