I en time tirsdag aften kan elprisen i de østlige egne af Danmark nå op over syv kroner for en kilowatt-time - og i nogle tilfælde over ti kroner.

Det vil gøre sig gældende fra klokken 17 til klokken 18, hvor det ventes at være dyrest fra klokken 17.45 til 18.

Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.

Så høj en elpris har der ifølge OK ikke været siden energikrisen i 2022.

Til sammenligning var den gennemsnitlige elpris i hele 2025 på 65 øre, hvilket var den næstlaveste gennemsnitlige elpris i de seneste fem år.

Det skrev Green Power Denmark i slutningen af december sidste år.

Elregningen er i Danmark sammensat ud fra tre betalinger. Det er betaling til elselskabet, netselskabet og energiselskabet.

Selve prisen for strømmen udgør cirka 35 procent af den samlede elregning.

Prisen afhænger af faktorer som afgifter, moms og betaling for transport af el.

Det er ifølge OK endnu uklart, hvorfor elprisen stiger så markant tirsdag aften i Østdanmark. Men energiselskabet skriver, at der kan være tale om, at elhandlere har afgivet fejlbud på strøm i tidsrummet, hvilket presser prisen op.

Jyder og fynboer er langtfra lige så slemt ramt. Vest for Storebælt ligger timeprisen mellem 17 og 18 omkring to kroner per kilowatt-time.

Troels Skipper, der er produktchef i OK, siger, at der ofte er forskelle i elprisen øst og vest for Storebælt. Men han kalder dog tirsdag aftens forskel for "bemærkelsesværdig".

- Men forskellen i aften er helt vild og ikke noget, vi ser ret tit. Jyder og fynboer skal altså i en periode betale op mod 7-8 kroner mindre for strømmen end sjællændere og bornholmere, siger han i pressemeddelelsen.

Det er forskelligt, om elkunder med variable elaftaler bliver afregnet på time- eller kvartersbasis.

Green Power Denmark understreger, at der er penge at spare, hvis man eksempelvis venter til efter klokken 18 med at lave mad i Østdanmark tirsdag aften.

Herefter vil elprisen falde til omkring fire kroner per kilowatt-time.

- Vi bruger typisk et par kilowatt-timer på at lave mad, så hvis man venter med at tænde komfuret til efter klokken 18, er der 6 til 7 kroner at spare, skriver energianalytiker Kristian Rune Poulsen i en kommentar.

/ritzau/