September har indtil videre budt på høje elpriser. Men lørdag vil den rene elpris ligge omkring nul kroner det meste af dagen.

Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.

- Det er virkelig billigt at oplade elbilen i weekenden, fordi vi får masser af strøm fra især vindmøller. Derfor er vi ikke så påvirkede af den dyre gas, som vi ellers har set i september, siger markedsdirektør i OK Kenneth Korsgaard i meddelelsen.

Energiselskabet Norlys har tidligere peget på, at høje gaspriser og mangel på sol- og vindenergi generelt har gjort september dyr for elkunderne indtil videre.

Fra lørdag klokken 3 om natten og frem til klokken 18 vil elprisen være mellem minus en øre og otte øre per kilowatt-time inklusiv moms.

Det gælder både for Vest- og Østdanmark.

Prisen er den rene elpris. Det betyder, at det er inklusiv moms og afgift, men at det ikke inkluderer transport og eventuelt abonnement og tillæg.

OK forventer lørdag morgen også, at der vil være lave elpriser søndag.

Ifølge Lars Pedersen, der er presseansvarlig hos NRGi, viser ugens udvikling i elpriserne, at der kan være penge at spare, hvis man holder øje med prisen.

- Det er et meget tydeligt eksempel på, hvor hurtigt elprisen kan ændre sig. Mandag var elprisen oppe på det højeste niveau i knap to år, mens den lørdag ryger helt i bund. Derfor giver det god mening at gøre det til en vane at holde øje med elprisen, sagde han i en pressemeddelelse fredag.

Ifølge NRGi er det Vestdanmark, som lørdag får glæde af negative elpriser i længst tid.

Selskabet skriver, at der ventes en elpris under nul kroner fra klokken 10.45 til 16.30 i Vestdanmark.

I Østdanmark vil prisen nå under nul kroner mellem klokken 12 og 15.45, lyder det.

RITZAU