Verdens rigeste mand, Elon Musk, vil flytte platformen X og rumfartsvirksomheden SpaceX's hovedkvarterer ud af delstaten Californien.
Det skriver Musk i et opslag på X.
Ifølge techmilliardæren er det en ny lov omhandlende transkønnede børn, der har fået ham til at træffe beslutningen om at flytte hovedkvarterne.
Loven fjerner et tidligere krav til skolelærere om, at de skal underrette et barns forældre, hvis barnet begynder at identificere sig som et andet køn.
- Det her var den sidste dråbe.
- På grund af denne lov - og de mange andre, der gik forud for den - der angriber familier og virksomheder, vil Space X flytte hovedkvarter fra Hawthorne i Californien til Starbase i Texas, skriver Musk.
I et andet opslag tilføjer han, at X vil flytte hovedkvarter til Austin, der ligeledes ligger i Texas.
/ritzau/