Elon Musk har skiftet navn på X – sender obskur kryptovaluta på himmelfart

Verdens rigeste mand vækker opsigt med et navneskift på sit eget sociale medie, X.

Elon Musk fejrede nytårsaften på Donald Trumps resort Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida. Eva Marie Uzcategui/AFP/Ritzau Scanpix

Uden at sige noget som helst fik verdens rigeste mand, Elon Musk, på årets sidste dag skabt både forvirring, spekulation – og ravage – i kryptovalutaverdenen.

På sin egen sociale medieplatform, X, skiftede Musk tirsdag navn til »Kekius Maximus«.

Tesla- og SpaceX-ejeren er ikke kommet med en forklaring på navneskiftet. Ej heller har han sat ord på sit nye profilbillede, der forestiller en frø i gladiatorkostume med en spillekonsol i hænderne.

Frøen, som går under navnet Pepe, har længe været et ikon for ekstreme højrefløjsgrupper på nettet.

Elon Musk har skiftet navn og profilbillede på sit sociale medie, X. Skærmbillede

Musks navneændring har på ingen tid sendt værdien af en obskur kryptovaluta på himmelfart.

Ifølge flere medier steg værdien af den såkaldte memecoin Kekius Maximus med over 900 procent.

Det er uklart, om Elon Musk har noget at gøre med den specifikke kryptovaluta. Det er ligeledes uklart, hvad »Kekius Maximus« egentlig betyder.

Ifølge BBC lader »Kekius« til at være en latinsklydende form at ordet »kek« – et ord, som blandt gamere har samme betydning som den udbredte forkortelse »lol«, laughing out loud.

Ordet forbindes ifølge mediet ofte med den yderste højrefløj.

»Kek« er derudover navnet på en egyptisk gud for mørke, som nogle gange er afbilledet med et frøhoved.

Ordet »Maximus« og gladiatorkostumet kædes af flere medier sammen med Russell Crowes karakter i den Oscarvindende storfilm »Gladiator«, Maximus Decimus Meridius.