Elon Musk dropper søgsmål mod selskab bag ChatGPT
Elon Musk, der selv var med til at stifte OpenAI, var utilfreds med selskabets profitorienterede tilgang.

Elon Musk, der selv var med til at stifte OpenAI, var utilfreds med selskabets profitorienterede tilgang.

Elon Musk har tirsdag droppet sit søgsmål mod selskabet OpenAI, der står bag chatbotten ChatGPT.
Det viser sagsakter fra højesteretten i den amerikanske storby San Francisco.
Musk, der blandt andet står bag elbilselskabet Tesla, havde anklaget OpenAI for at opgive sit oprindelige formål om at udvikle kunstig intelligens (AI) til gavn for menneskeheden og ikke bare for profittens skyld.
OpenAI og en advokat for Musk har ikke kommenteret udviklingen.
Musk var selv med til at stifte OpenAI i 2015, men forlod foretagendet i 2018 med den forklaring, at han var utilfreds med topchef Sam Altmans profitorienterede tilgang.
I søgsmålet ville Musk have rettens ord for, at OpenAI skulle gøre sin forskning og teknologi tilgængeligt for offentligheden for at hindre Microsoft og andre i at lukrere på blandt andet ChatGPT.
Microsoft har investeret milliarder af dollar i selskabet.
OpenAI har til gengæld argumenteret for, at Musk med sit søgsmål blot ville fremme sine egne interesser inden for AI.
I juli sidste år stiftede Musk selv selskabet xAI, der også udvikler teknologier på baggrund af kunstig intelligens.
Selskabet rejste i maj seks milliarder dollar - knap 42 milliarder kroner - og opnåede dermed en markedsværdi på 24 milliarder dollar - knap 167 milliarder kroner.
Siden ChatGPT, blev introduceret i 2022, har der været skarp konkurrence på markedet for AI-teknologi - særligt mellem techgiganterne Microsoft og Google såvel som Meta og tech-startups som Anthropic og Stability AI.
Senest har Apple meldt ud, at selskabet vil integrere kunstig intelligens fra OpenAI i en række styresystemer til produkter som iPhone, iPad og computere.
Det har fået Musk til at true med at forbyde brugen af Apple-produkter for de ansatte i hans selskaber, som foruden Tesla blandt andet tæller det sociale medie X og rumfartsselskabet SpaceX.
/ritzau/Reuters