Eldrevet London-taxa skal gøre København grønnere

I første omgang dækker grønt forsøg over to taxaer, men ambitionerne er endnu større, fortæller direktør.

TAXA - 20190926183624605_org.j
Eldrevet London-taxa indtager snart de københavnske gader. PR-foto/Free Fold sammen
Læs mere

I den kommende tid vil et par taxaer i det københavnske bybillede skille sig markant ud. Ikke nok med at de vil ligne de klassiske, sorte London-taxa, så vil de også primært køre på el.

Det fortæller administrerende direktør hos Taxa 4x35, Gert Frost.

De eldrevne taxaer er en del af et forsøg over seks måneder, der skal teste, hvordan taxabranchen kan skubbes i en grønne retning.

»Vi lancerer en bil, der primært er elektrisk. Det vil sige, at den bliver opladet elektrisk, og så er der en ekstra motor, der kan oplade batteriet,« siger han.

Taxaen vil køre 100 kilometer på ren el, og derefter producere benzindrevet el til at forlænge rækkevidde med 400 kilometer.

»Det er vanskeligt at få en taxa, der kører 24 timer i døgnet, til at blive ladet op. Der er ikke nok steder at gøre det, og det kan tage rigtig lang tid.«

»Derfor er det her den bedste løsning, der kan fungere lige nu,« siger Gert Frost.

Den nye type taxa udleder 29 gram CO2 per kilometer. Sammenlignet med en Mercedes-taxa fra årgang 2019 er det knap 100 gram mindre per kilometer.

I første omgang dækker forsøget over to taxaer, men ambitionerne for selskabet er endnu større.

»Vi forventer at teste både omkostninger, praktikaliteter, og hvordan brugerne oplever sådan en taxa.«

»Potentialet er, at alle taxaer kan se sådan ud. I den verden, vi går ind i, kommer der til at være mange taxaer, der opfylder behovet om at være grønne,« siger Gert Frost.

På verdensplan findes der allerede 2500 af denne type taxaer, der kaldes LEVC-taxaer. De danske testtaxaer vil være til at benytte i København.

I forvejen har det konkurrerende selskab Dantaxi 25 biler fra Tesla og i alt 35 eldrevne taxier..

Man vil ikke særligt kunne bestille vognen, og det kommer til at koste samme takst, som i de almindelige taxaer, fortæller direktøren.

/ritzau/