Elbilsfirmaet Fisker søger om konkursbeskyttelse

Elbilsfirmaet Fisker har mandag søgt om konkursbeskyttelse. 

Sent mandag indgav det amerikanske elbilsfirma Fisker Group Inc. med danskeren Henrik Fisker i spidsen en ansøgning om konkursbeskyttelse.  INTS KALNINS/Ints Kalnins

Det amerikanske elbilsfirma Fisker, som har danskeren Henrik Fisker i spidsen, har sent mandag søgt om konkursbeskyttelse. 

Fisker har søgt om konkursbeskyttelse gennem den såkaldte Chapter 11-proces i amerikansk konkurslovgivning. En proces, som flyselskabet SAS også har været igennem i USA, og som betyder, at selskabet kan fortsætte sin normale drift, mens der bliver udarbejdet en rekonstruktionsplan. 

Virksomheden har i længere tid været i økonomiske problemer, men har været i forhandlinger med en stor bilproducent om en millardindsprøjtning, men disse forhandlinger strandede i marts. Fisker har ikke afsløret den potentielle samarbejdspartner, men ifølge Reuters var det Nissan. 

Allerede i februar måtte Fisker meddele, at der var tvivl om virksomhedens forsatte drift, og i marts kunne Wall Street Journal berette, at virksomheden havde hyret advokater for at forberede sig på en mulig konkursbegæring. 

Firmaets alvorlige økonomiske problemer fik interesseorganisationen FDM kunder til at fraråde at købe bilen, men kun lease den.

Led af »børnesygdomme«

Forventningerne til Fiskers elbil var oprindeligt store. Håbet var, at man kunne konkurrere med Tesla på ikke mindst rækkevidden i kraft af et større batteri. Men der var store problemer med at levere bilerne til kunderne. Den første Fisker Ocean blev leveret i Danmark i maj 2023. Virksomheden solgte samme år under 5.000 biler globalt, viste årsrapporten ifølge flere medier.

Bilerne led af en række »børnesygdomme«, kunne youtuberen og techanmelderen Marques Brownlee berette i sin anmeldelse til sine 19 millioner følgere på kanalen. Han kaldte Fisker Ocean »den værste bil, han nogensinde har anmeldt«.

Kunderne rapporterede også om flere kvalitetsproblemer, herunder problemer med bremserne, som ifølge rapporterne kunne resultere i, at bilen rullede væk eller miste bremseeffekt. Danske kunder, som har købt bilen, har ligeledes kunnet berette om en række forskellige fejl og problemer

De første fire måneder af 2024 var der blot 48 nyregistreringer af Fisker Ocean i Danmark, viser tal fra De Danske Bilimportører. Dertil kommer 290 nyregistreringer i 2023. 

Rettelse: Det fremgik tidligere af denne artikel, at elbilsvirksomheden Fisker ifølge Reuters' artikel »EV startup Fisker files for bankruptcy«, havde indgivet en konkursbegæring. Det var ikke retvisende. Der er ikke tale om en konkursbegæring i form af en likviditets- eller solvenskrise, som sker efter en såkaldt Chapter 7-proces. Der er derimod tale om en konkursbeskyttelse, hvilket sker efter en Chapter 11-proces, hvor virksomheden kan fortsætte sin normale drift, hvor omstruktureringsprocessen overvåges af en amerikansk domstol.