Fra lørdag morgen er den danske elafgift blevet sat op, efter at den i et halvt år har været nedsat til EUs minimumssats.

Ifølge beregninger fra brancheorganisationen Green Power Denmark vil det koste en gennemsnitsfamilie 1723 kroner mere på elregningen i resten af 2023 i forhold til, hvis politikerne havde fastholdt den lave afgift.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Kristian Jensen, som er administrerende direktør i Green Power Denmark, mener, at tallet viser den store forskel.

»Det betyder også, at hvis man har den høje afgift i et helt år, så er vi et godt stykke oppe over 3000 kroner mere for en almindelig familie,« siger han.

Green Power Denmark mener, at det vil ramme dem, som i forvejen har mindst.

I september sidste år besluttede et flertal i Folketinget at lave en vinterhjælpepakke. Det skete blandt andet på grund af de stigende elpriser.

Den medførte, at elafgiften fra 1. januar i år blev sænket fra 69,7 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time.

Da aftalen blev lavet, var forventningen, at den gennemsnitlige familie ville spare omkring 1700 kroner på den midlertidige lavere afgift.

Men den sidste dag med den lavere elafgift var fredag.

Kristian Jensen mener, at en højere afgift forsinker den grønne omstilling.

Han henviser til, at det kan gøre, at det går langsommere med at skifte væk fra naturgas til varmepumper.

»Der er stadigvæk en god idé i det – også en økonomisk god idé, men fordelen bliver bare mindre, når afgiften bliver høj,« siger han.

Han mener, at en lavere afgift vil gøre fordelene tydeligere for både private og virksomheder.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener, at afgiften rammer pensionister og personer med lavere indkomster, selvom priserne er faldet, siden hjælpepakken blev lavet.

»Jeg tror, at man skal leve i en noget anden virkelighed, hvis man tror, at pensionisterne i bred forstand er ude af krisen, bare fordi priserne er på vej ned,« siger han.

Han er derfor tilhænger af, at den lave afgift fortsætter.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.