De redaktionelle medarbejdere på Ekstra Bladet har besluttet at forlænge den arbejdsnedlæggelse til fredag formiddag.

Det oplyser avisens to tillidsrepræsentanter James Kristoffer Miles og Jimmi Willemoes Jensen til Mediawatch.

De ansatte nedlagde onsdag arbejdet i protest mod en spareplan.

Indledningsvis skulle nedlæggelsen vare til torsdag formiddag, men genoptagelsen af arbejdet er altså udskudt for nu.

Onsdag blev de ansatte orienteret om, at avisen føler sig nødsaget til at igangsætte en spareplan som svar på højere omkostninger.

Det sker ved at udlicitere cirka 15 ud af 20 stillinger i sekretariatet, der står for layout og redigering af avisen.

Det er fremover bureauet Wunderkind, som overtager størstedelen af arbejdet med avisens udseende. Det er samme bureau, som står for arbejdet med avisen hos Berlingske og B.T.

Onsdag sagde Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, at man vil forsøge at sikre alle 15 personer et nyt job.

»Jeg kan ikke sige med 100 procents sikkerhed, at alle 15 kommer til at få tilbudt eller tage imod en ny stilling. Men vores udgangspunkt er, at langt de fleste skal have et nyt arbejde derovre (Wunderkind, red.),« sagde han til Mediawatch.

Avisen vil fortsat udkomme både digitalt og på papir på trods af arbejdsnedlæggelsen, skriver avisen på sin hjemmeside.

Ekstra Bladet er en del af samme mediehus som Politiken og Jyllands-Posten, som også bliver ramt af nedskæringer.

De ansatte på Politiken valgte ligeledes at nedlægge arbejdet onsdag, men torsdag har de valgt at genoptage det. Det fortæller avisens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, til Mediawatch.

Der er udsigt til, at Politiken kommer til at sige farvel til ti medarbejdere, men torsdag er forhandlinger begyndt. Tillidsrepræsentanter vil forsøge at nedbringe antallet af planlagte afskedigelser, lyder det.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.